1)
Hvad siger min egen erfaring? Jo, to af de skoler jeg har været på, har været præget af de lukkede døres princip. Den privatpraktiserende lærer har haft gode kår her, og man har ofte hørt folk give udtryk for at "de arbejder bedst alene". Det mener jeg er en utroligt dårlig vane, og det af i hvert fald to grunde. For det første er det vigtigt for at undgå magtmisbrug at man ikke er alene med børnene hele tiden. Og det er ikke sagt ud af mistillid til lærerne, men min erfaring er at dårlige vaner, magtanvendelser, hårdt sprog o.l. har det med at vokse når der ingen er til at stille spørgsmålstegn ved det. Og det er meget menneskeligt, og ikke spor mærkeligt. Aristoteles sagde for mere end 2000 år siden at "to hjerner tænker bedre end en", og dårlige vaner bliver ikke ændret, hvis ikke de bliver bragt i spil i et fagligt fællesskab. Det var også min erfaring fra den specialskole jeg arbejdede på mellem 2006 og 2008. Det at vi var fysisk tilstede i det samme rum, og således kunne se hvad hinanden gjorde, betød at sparringen var meget nemmere og meget mere værdifuld. Både som i at man kunne lære af de andre, men også som i at man kunne bidrage til deres faglige udvikling ved at kommentere på ting man havde set, situationer der kunne have være håndteret bedre. Og det er så den anden grund, nemlig at det er meget svært at udvikle sin praksis alene. Ideer opstår nu engang bedre i fællesskaber, hvor ting vendes og drejes mellem folk med samme fokus.Kommer disse ting af sig selv? Nej, det mener jeg ikke, og her er elevernes verden et godt sted at kigge. Hvis ikke lærerne strukturerer og vejleder eleverne i gode arbejdsformer, så bliver sådan noget som f.eks. gruppearbejde ikke værdifuldt for alle. Så sidder der elever tilbage, der ikke oplever at deres faglighed bliver udfordret, i hvert ikke på en tilfredsstillende måde. Således mener jeg også det er med voksne. Hvis ikke vi arbejder mere sammen, og her mener jeg helt konkret sammen, ikke bare at vi holder en masse møder, så udvilker vi os ikke optimalt. Men ledelsen kommer ind, da det er dem som i samarbejde med lærerne, skal sørge for at rammerne om (sam)arbejdet er tilstede. Det kommer ikke af sig selv.
2)
Min anden reference faldt jeg over for nylig i Politikken, da der blev refereret fra en Ph.D om forholdene i nogle danske vuggestuer, som Ole Henrik Hansen havde undersøgt. Denne mener at "Danske vuggestuer er så elendige, at en stor del af dem burde lukke". Således er analysen ultrakort, men hvad er løsningen så. Jo, her bliver det rigtig interessant. For han siger nemlig videre at løsningen ikke er at ansætte flere pædagoger, men handler om "organisering og ledelse". Arbejdet skal organiseres bedre, og som eksempel på hvad dette kan gøre, nævner han at en bedre organisering helt konkret kan resultere i mere voksen-barn interaktion, gående fra 21 minutter pr. time i det bedste tilfælde, til 3 minutter i det værste. Så bedre ledelse og organisering kan med andre ord gøre øgede ressourcer overflødige, da de øgede ressourcer på denne måde kommer indefra. Og jeg nægter at tro på, at dette skulle følges af mere stress og mindsket arbejdsglæde, da en pædagog som qua en bedre organisering af arbejdet, får mere tid sammen med børnene, nødvendigvis må være en gladere pædagog, hvilket han også bekræfter ved at sige at i den mere organiserede vuggestue vil "pædagogerne [ ... ] synes, at det er sjovt og udfordrende at gå på arbejde, og de vil være mindre tilbøjelige til at melde sig syge". Og så siger jeg omvendt, at hvis der er ansatte som virkelig mener at det ville være en bedre arbejdsplads, hvis ikke det var for alle de børn, så skal ledelsen nok træde i kraft med mere håndfaste metoder.
Nu er det dog ikke sådan at Ole Henrik Hansen synes at det er ligegyldigt hvor mange ansatte der er. Han problematiserer de konstante nedskæringer, men han mener ikke at antallet er alfa og omega. Som han siger: "det kræver ikke flere pædagoger at organisere sig mere intelligent".
Nu er det dog ikke sådan at Ole Henrik Hansen synes at det er ligegyldigt hvor mange ansatte der er. Han problematiserer de konstante nedskæringer, men han mener ikke at antallet er alfa og omega. Som han siger: "det kræver ikke flere pædagoger at organisere sig mere intelligent".
Læs og se video om og med Ole Henrik Hansen her:
Han er også kritisk over for det han kalder "lønmodtagermentaliteten". Og det passer godt med noget jeg har undret mig meget over i min tid som lærer i folkeskolen, nemlig hvor meget folk taler om løn og ferie. Og jokes om at det ville være en bedre skole, hvis ikke alle børnene var her. Nu er det jo ikke sådan, at jeg ikke også nyder en fridag, og glæder mig til at skulle holde ferie med mine børn, men lærerjobbet er i mine øjne ikke et hvilket som helst job. Det er et kald. Jeg knokler hver dag for at prøve at skabe en bedre dagligdag for de børn der går der, og det er hjerteblod for mig, om det lykkes eller ej. Og det tror jeg faktisk også det er for mine kollegaer. Men det er som om at der sker et eller andet undervejs, fra man starter på læreruddannelsen, til man 10-20 år senere vågner onsdag morgen, og ikke rigtig gider. Hvad er det der sker. Jo, jeg tror vi har organiseret os helt forkert:
3)
Den amerikanske forfatter Daniel Pink har skrevet en meget interessant bog. Den hedder Drive, og handler om hvad der motiverer mennesker. Det han siger er interessant, da det er nærmest modsat det der er almindeligt acccepteret, nemlig at kontante belønninger såsom mere i løn o.l. IKKE VIRKER. I hvert ikke når vi taler om mere indviklede arbejdsopgaver der kræver samarbejde og alternativ tænkning. Og det må man sige at både skolelærerens og vuggestuepædagogens arbejde gør. Daniel Pink har kondenseret sin forskning den til tre elementer der er essentielle for at få folk til at arbejde optimalt. Det handler om at sørge for at der er autonomi, kompetence og at arbejdet er meningsfyldt. Sagt med andre ord. Folk skal have en hvis grad af frihed til selv og sammen med andre at finde ud af hvordan opgaven skal løses, de skal føle at de er kompetente til at udføre opgaven, og sidst skal opgaven være meningsfyldt for dem. De skal forstå hvorfor opgaven skal laves (i en anden pointe, prøv så lige at tænk på hvor mange skoleelever der hver dag bliver præsenteret for opgaver de ikke selv kan bestemme hvordan de vil løse, som de ikke føler de kan finde ud af, og som de ikke forstår hvorfor de skal løse?).
Hvordan kommer dette til udtryk i den konkrete hverdag. Jo, Daniel Pink skriver om autonomi, at en organisation kan teste sig selv på at stille fire spørgsmål til medarbejderne: 1) hvor meget autonomi har du over hvad dine opgaver er, og hvad du laver på en given dag? 2) Hvor meget autonomi har du over din tid på arbejde, hvornår du møder og går osv? 3) I hvor høj grad kan du selv vælge hvem du vil samarbejde med? 4) I hvor høj grad kan du selv vælge metoder? Så scorer man hvert spørgsmål mellem 0 og 10. Jeg gjorde det selv, og endte op med følgende score: 1) 3 (forberedelsestiden er stort set helt fri, men resten er meget rigidt, og især selve opgavedefineringen er ude af mine hænder), 2) 3 (også her er der forskel på om det et forberedelse og skemalagt tid, men primæropgaven, tiden med børnene, er meget rigidt), 3) 2 (det er måske muligt at bestemme lidt i fagfordelingen, men i praksis er det meget svært at selv bestemme hvem man vil arbejde sammen med), og 4) 10 (ja, her er der så til gengæld helt frit slag). Det giver en samlet score på 18 ud af 40, og ikke nok med at dette tal er forholdsvis lavt, så dækker det også over en enorm skævhed, da spørgsmål 4) er helt oppe i skyerne, mens de andre er ret lave. Og selv indenfor disse er der skævhed, med hensyn til forskellen mellem forberedelsestid og skemalagt tid. Så problemet lige her er altså ikke fraværet af organisering, men at den er uhensigtsmæssig.
Jeg forestiller mig at lærerne generelt finder deres arbejde meningsfyldt, men diverse top-down initierede tiltag, såsom elevplaner og nationale test, er i mine øjne med til at nedbryde dette, og hvad angår det at føle sig kompetent, så giver mange udtryk for ikke at vide hvad de skal stille op med udadreagerende børn. Så jeg mener at Daniel Pink sætter fingeren på nogle ømme punkter, som bør adresseres.
Så min pointe her, er at problemerne i skolen ikke handler om hvorvidt lærerne der har denne eller disse mangler, men om at den måde skolen er organiseret på, og den måde ledelsen agerer i dagligdagen på, ikke er hensigtsmæssig. Så hvad skal vi gøre i stedet. Jo, for det første skal vi være nysgerrige, og lytte til og se på hvad man gør andre steder hvor man har succes. Daniel Pink nævner et andet sted den amerikanske filmtjeneste Netflix, som har gjort op med nogle mantraer, og bl.a. sørget for ultimativ autonomi for deres medarbejdere, som selv sørger for at få holdt ferie, taget fri osv., så længe arbejdet bliver gjort. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi ledelsen har sørget for det, ved at arbejde med en såkaldt "Freedom and Responsibility Culture". Og det er ikke sådan at man er overladt til sig selv. Nej, der bliver fulgt op på resultater, delmål osv, og man er i jævnlig kontakt med hinanden. Men man skal ikke rapportere hvor længe man tilbringer i haven fremfor på kontoret. Nu kan det jo være svært at praktisere 1. klasses idræt fra sofaen derhjemme, men eksemplet viser også bare, at problemet måske ligger i den struktur vi har nu. Og måske kunne vi godt finde en anden måde at holde ferie på, end den meget rigide måde det praktiserer på pt, bedst forklaret ved begrebet "tvungen ferie" som man som lærer har fem uger om året. Og måske kunne vi finde en anden måde at praktisere skole på, så vi dels havde voksne og børn der oplevede autonomi, kompetence og meningsfyldthed, og dels for at gå tilbage til Ole Henrik Hansen, havde børn og voksne der var glade og blev udfordret, med bl.a. lavere sygefravær til følge. Jeg tror på det kan lade sig gøre, hvis vi får bedre ledelse, og bedre organisering af arbejdet. For som stifteren af Netflix Reed Hastings siger det: "Good managers giver their employees the right context in which to make decisions - and then then the employees make the decisions"
Læs et udsnit af "Drive" her: http://danpink.com/PDF/typeifororgs.pdf
Læs om bl.a. Netflix her: http://danpink.s3.amazonaws.com/FLIP-Manifesto.pdf og her: http://www.businessinsider.com/netflix-culture-management-presentation-2011-7
Hvordan kommer dette til udtryk i den konkrete hverdag. Jo, Daniel Pink skriver om autonomi, at en organisation kan teste sig selv på at stille fire spørgsmål til medarbejderne: 1) hvor meget autonomi har du over hvad dine opgaver er, og hvad du laver på en given dag? 2) Hvor meget autonomi har du over din tid på arbejde, hvornår du møder og går osv? 3) I hvor høj grad kan du selv vælge hvem du vil samarbejde med? 4) I hvor høj grad kan du selv vælge metoder? Så scorer man hvert spørgsmål mellem 0 og 10. Jeg gjorde det selv, og endte op med følgende score: 1) 3 (forberedelsestiden er stort set helt fri, men resten er meget rigidt, og især selve opgavedefineringen er ude af mine hænder), 2) 3 (også her er der forskel på om det et forberedelse og skemalagt tid, men primæropgaven, tiden med børnene, er meget rigidt), 3) 2 (det er måske muligt at bestemme lidt i fagfordelingen, men i praksis er det meget svært at selv bestemme hvem man vil arbejde sammen med), og 4) 10 (ja, her er der så til gengæld helt frit slag). Det giver en samlet score på 18 ud af 40, og ikke nok med at dette tal er forholdsvis lavt, så dækker det også over en enorm skævhed, da spørgsmål 4) er helt oppe i skyerne, mens de andre er ret lave. Og selv indenfor disse er der skævhed, med hensyn til forskellen mellem forberedelsestid og skemalagt tid. Så problemet lige her er altså ikke fraværet af organisering, men at den er uhensigtsmæssig.
Jeg forestiller mig at lærerne generelt finder deres arbejde meningsfyldt, men diverse top-down initierede tiltag, såsom elevplaner og nationale test, er i mine øjne med til at nedbryde dette, og hvad angår det at føle sig kompetent, så giver mange udtryk for ikke at vide hvad de skal stille op med udadreagerende børn. Så jeg mener at Daniel Pink sætter fingeren på nogle ømme punkter, som bør adresseres.
Så min pointe her, er at problemerne i skolen ikke handler om hvorvidt lærerne der har denne eller disse mangler, men om at den måde skolen er organiseret på, og den måde ledelsen agerer i dagligdagen på, ikke er hensigtsmæssig. Så hvad skal vi gøre i stedet. Jo, for det første skal vi være nysgerrige, og lytte til og se på hvad man gør andre steder hvor man har succes. Daniel Pink nævner et andet sted den amerikanske filmtjeneste Netflix, som har gjort op med nogle mantraer, og bl.a. sørget for ultimativ autonomi for deres medarbejdere, som selv sørger for at få holdt ferie, taget fri osv., så længe arbejdet bliver gjort. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi ledelsen har sørget for det, ved at arbejde med en såkaldt "Freedom and Responsibility Culture". Og det er ikke sådan at man er overladt til sig selv. Nej, der bliver fulgt op på resultater, delmål osv, og man er i jævnlig kontakt med hinanden. Men man skal ikke rapportere hvor længe man tilbringer i haven fremfor på kontoret. Nu kan det jo være svært at praktisere 1. klasses idræt fra sofaen derhjemme, men eksemplet viser også bare, at problemet måske ligger i den struktur vi har nu. Og måske kunne vi godt finde en anden måde at holde ferie på, end den meget rigide måde det praktiserer på pt, bedst forklaret ved begrebet "tvungen ferie" som man som lærer har fem uger om året. Og måske kunne vi finde en anden måde at praktisere skole på, så vi dels havde voksne og børn der oplevede autonomi, kompetence og meningsfyldthed, og dels for at gå tilbage til Ole Henrik Hansen, havde børn og voksne der var glade og blev udfordret, med bl.a. lavere sygefravær til følge. Jeg tror på det kan lade sig gøre, hvis vi får bedre ledelse, og bedre organisering af arbejdet. For som stifteren af Netflix Reed Hastings siger det: "Good managers giver their employees the right context in which to make decisions - and then then the employees make the decisions"
Læs om bl.a. Netflix her: http://danpink.s3.amazonaws.com/FLIP-Manifesto.pdf og her: http://www.businessinsider.com/netflix-culture-management-presentation-2011-7
Hørt, ganget med en million! Kunne simpelthen bare ikke være mere enig. Den privatpraktiserende kultur i folkeskolen er det allerstørste problem vi står med i dag. Vi mangler supervision, sparring og ægte selvstyrende team-samarbejde, hvor vi ikke skal tage os af alle mulige småting som sutsko, men i stedet får lov at koncentrere os om vores kerneydelse som er de faglige reflektioner (og så synes jeg også at vi mangler tid til at arbejde med børnenes trivsel men det er så en anden ting). Som du siger er meget af vores arbejde struktureret enormt rigidt og for at citere fra et et af dine tidligere indlæg så "sæt det fri!". Lad os finde sammen i mere selvbe-og gestaltede spontane arbejdsfællesskaber.
SvarSlet