Uroens kultur - den korte udgave

Da jeg gik i skole, var vi tre klasser på min årgang, a, b og c, og jeg gik i b-klassen. Sådan som jeg husker det, var a-klassen de rene englebasser, og lærerne talte altid om hvor dejlige de var. Vi var knap så dejlige, og c'erne var lærernes skræk. Der var med andre ord stor forskel på hvordan vi var som klasser, og lærerne havde helt klart deres foretrukne.

Da jeg selv arbejdede som lærervikar på en skole i Hvidovre, ikke så ulig den jeg gik på som barn, fandt jeg det samme fænomen, blot fra den anden side nu. Jeg havde klasser der var som modellervoks i mine hænder, stort set ingen problemer, mere eller mindre alt hvad jeg foreslog blev accepteret, og vi kunne snakke sammen stille og roligt om det skulle ske i timerne. Og så havde jeg klasser hvor det næsten var lige modsat. Alt blev skudt ned, det var ikke til at få sagt det jeg ville sige, der var konstant snakken i timerne (altså når det var meningen at det kun var MIG der skulle snakke), eleverne lavede ikke deres opgaver osv. osv. Det var måske ikke helt så slemt som her ....

... men det var tæt på. Der var i hvert fald kæmpe forskel på hvordan eleverne i de forskellige klasser reagerede overfor mig og det jeg kom med. På lærerværelset gik det igen. Lærerne snakkede om søde klasser, gode klasser, forfærdelige klasser osv. Det var altså ikke kun mig der havde opdaget denne store forskel, og så slog det mig en dag, at det jeg vidste noget om, sociologi og kulturteori især, måske kunne bruges til at prøve at forstå hvad det drejede sig om. Så jeg endte simpelthen med at skrive speciale om det i stedet. Og hvad kom jeg så frem til? Jo, det vil jeg ultra kort prøve at ridse op i det følgende:

Den helt store skolekul-tur

Kort sagt så mener jeg at kulturteorien kan give et godt bud på hvorfor der er så stor forskel på adfærden i klasserne. I mit speciale anvender jeg primært to tænkere, Edgar Schein og Pierre Bourdieu. Jeg kritiserer især førstnævnte, men kritikken går på nogle ting som ikke er så relevante her, og derfor vil jeg blande deres pointer lidt sammen. Dette indlæg er skrevet uden præcise referencer, men der er tale om analyser der er yderligere begrundet i specialet, som man så kan dykke ned i hvis man vil vide mere.

Men begge teoretikere ser værdier, normer osv. som helt essentielle for at forstå hvad der foregår imellem mennesker. Disse værdier og normer er lige så bindende og faktisk eksisterende som væggene i min stue, og på samme måde som at de gør det muligt at have lidt privatliv, så gør de andre ting umulige, nemlig f.eks. at se hvad naboen laver eller at tage en smutvej ud på opgangen. Disse værdier og normer udgør meget kort sagt kulturen, og er i det daglige ikke noget vi tænker på. Det er tværtimod noget vi tager for givet.

I skolen tager vi f.eks. for givet at det er de voksne der bestemmer, og ligesom at vi i princippet ligeså godt kunne have skabt lejlighedskomplekser uden vægge, så er den skæve magtbalance mellem børn og voksne også noget der godt kunne have været anderledes. Men i begge eksempler er der tale om strukturer om livet som fremstår så selvfølgelige for os, at vi meget sjældent, eller aldrig, tænker over dem. De er blevet ubevidste, og det at værdier bliver ubevidste, er meget vigtigt, da vi ellers ikke ville kunne træffe helt almindelige dagligdags beslutninger, hurtigt og uden at tænke så meget over det, som f.eks. hvad vi skal spise til aftensmad, eller hvornår vi skal hjem fra middagen hos bedsteforældrene. Det at vi ikke spiser vingummier til aftensmad, og at man f.eks. ikke bliver og sover når man er på besøg, er begge to eksempler på noget man sådan set godt kunne gøre, men det er nogle, som Schein kalder det, grundlæggende antagelser, som altså er os ubevidste, og ikke er noget vi forhandler om hele tiden. De er nemlig ikke bare grundlæggende for mig, men også for andre. Men er de også grundlæggende for alle andre? Nej, det er de nemlig ikke, og det er det der gør denne tænkning spændende i et ledelsesperspektiv, og dermed også for lærere.

Som sagt, så er hele den grundlæggende opfattelse af at voksne godt må bestemme over børn et eksempel på en ubevidst værdi, som er nødvendig, men som godt kunne være anderledes. Det er vigtigt at understrege, at det at tale om at magtforskelle o.l. er vilkårlige, ikke er det samme som at sige at de er dårlige. Børn har fra f'ødslen brug for voksne der i bogstaveligste forstand tager hånd om dem, men på et eller andet tidspunkt er det vist almindeligt anerkendt, at disse børn opnår en position hvor de er ligeværdige med deres forældre, og hvor disse ikke længere kan tvinge dem til at gøre noget. Men hvornår og hvordan det sker står ikke hugget i granit, og f.eks. har man på Summerhill og Freinet-skoler nogle andre opfattelser end man har i de fleste folkeskoler, af hvornår og hvordan børnene skal have mere ansvar. Og her har vi netop nogle eksempler på steder hvor man ikke har de samme grundlæggende antagelser. Hvis en lærer fra en traditionel kostskole, og en lærer fra en Summerhill skole skulle arbejde sammen, ville de have svært ved at forstå hinanden, da deres måde at anskue børn, læring osv. formentlig vil være meget forskellige. Men hvis der til gengæld er nogenlunde enighed om disse grundlæggende måder at anskue verden på, altså f.eks. tilslutning til den antagelse at det er de voksne der bestemmer, så kører det bare derudaf.

Uroen bryder ud

Og dermed har jeg næsten også sagt hvad det er der går galt. For når eleverne ikke "gør hvad der bliver sagt" og reagerer på lærerens instruktioner med modvilje, tyder det ikke på at alle har samme grundlæggende syn på hvad det vil sige at gå i skole. Snarere tværtimod. 

Der kan således sagtens opstå værdibaserede fællesskaber i klassen som læreren ikke har direkte indflydelse på, og det kan meget vel være det der sker i klasser der er præget af meget uro. Læreren mister sin status som klassens leder, og der opstår fællesskab(er) omkring en eller flere elever, der får magt via den autoritet de tildeles af klassekammeraterne. Når læreren således oplever klassen som kaotisk, så er det altså ikke helt rigtigt. 

Det fremstår kaotisk fordi der er en social orden, som læreren ikke forstår, fordi denne ikke er en del af kulturen. Dermed er læreren i denne situation stillet på samme måde som den vestlige turist, der oplever et ceremonielt ritual i Afrika, eller noget lignende. Det fremstår kaotisk, mærkeligt og uden mening, fordi man ikke er en del af det meningsfællesskab det omhandler. Grunden til at det virker uforståeligt, er netop at kultur fungerer på et ubevidst plan. Vi ved ikke hvorfor vi synes at det er ulækkert at spise slanger, men dejligt med ål. Det gør vi bare!

Således er det klart at det er at foretrække for den enkelte, hvis dennes grundlæggende antagelser (eller habitus i Bourdieus version) stemmer overens med gruppens. Bourdieu taler om at have det som "en fisk i vandet", hvis det er tilfældet.

Elevens syn

Og således er det naturligvis også for den enkelte elev, men det er langt fra altid tilfældet. Hvis man er opdraget hjemmefra med en "slå hårdt og slå først" tænkning, så er det måske ikke så nemt at trives i et "det må vi lige snakke om" fællesskab, og således opstår der kamp om hvilken kultur der skal gælde i klassen.

Man kan f.eks. forestille sig at en klasse får en ny elev. Denne elev kommer måske fra en klasse, hvor det at være god til de mere faglige ting, at læse, regne osv., var meget vigtigt, og hvor man, hvis man kunne det, havde høj status og stor indflydelse på livet i klassen. I den nye klasse kan det være stik modsat, nemlig at de boglige færdigheder ikke betyder særlig meget, men hvor det at kunne løse problemer med trusler om vold o.l., til gengæld er mere værdsat (altså blandt eleverne). Hvis nu eleven har lignende værdier som i den nye klasse, så kan man sagtens forestille sig at denne hurtigt får høj status, og dermed cementerer kulturen i klassen. Og da dette føles godt for eleven, vil lærerens forsøg på at arbejde klassens kultur i en anden retning, højst sandsynligt mødes med modstand.

Og på et mere almindeligt plan, og som jeg er inde på her, så er det idag helt almindeligt at voksne offentligt kritiserer autoriteter, som f.eks. politikerne, læger og f.eks. de udsendte soldater i Afghanistan. Vi har bevæget os hen imod en kritik-kultur, som langt de fleste børn vokser op i, og jeg har nemt ved at forestille mig at mange børn hører deres forældre tale dårligt om deres overordnede derhjemme. Og når børn oplever dette, samt som noget helt naturligt bliver inddraget i og har indflydelse på familiens beslutninger, så er det måske ikke så mærkeligt at de stejler når de i skolen får besked på at skulle lave matematik, alene af den grund at det står der altså på skemaet at de skal.

Men hva' gør vi så?

Ja, hvad kan man gøre ved det. Det står der så til gengæld ikke noget om i specialet, men jo, vi kan heldigvis godt arbejde med det. Ligesom man kan arbejde personligt med sin psyke, hvis den spænder ben for ens lykke, så kan man også arbejde med en organisations eller en mindre gruppes kultur. Nogle ting er nemme at gøre, som f.eks. dette lille indslag viser, hvor der bl.a. tales om at gøre undervisningen mere spændende og at gøre det muligt for eleverne at interagere imens, som f.eks. Cooperative Learning giver mulighed for. Men endnu vigtigere tales der også om, at læreren skal acceptere og respektere barnet, og på den måde indgyde tillid, for det er nemlig netop sådan, at kulturen hele tiden er til forhandling. Den ændrer sig en lille smule hele tiden, eftersom børnene bliver ældre, og/eller hvis der f.eks. kommer nye elever i klassen eller nogle stopper, så vil det have konsekvenser for kulturen. Et lærerskift vil også betyde noget, og dette kan absolut være en ide hvis det er kørt helt fast. Men man kan også reflektere over kulturen, og sammen med børnene, i en anerkendende ramme, arbejde med de værdier og antagelser som adfærden, sproget osv. i klassen bygger på. Her er klassemøder en god ide (dcum.dk/sammen-mod-mobning/klassemoede).

Og man ikke bare kan arbejde med det. Jeg mener man skal. Alt andet vil være helt uansvarligt. Børn har brug for voksne til at guide sig igennem livet, også skolelivet. Men pointen her er, at når man arbejder med børnene, så er man med til at forme og påvirke dem på alle mulige måder, og hvis man f.eks. har en elev der trives bedst i en kultur der værdsætter vold og hårdt sprog, så er det meget voldsomt, og meget svært for denne at ændre på det. Schein sammenligner det at pille ved kulturen, med det at arbejde med sin personlighed i terapi, og det er altså ikke noget man bare lige gør uden problemer. Så der skal trædes varsomt, og man bør gå til opgaven med en anerkendende vinkel, så eleverne føler sig mødt.

Skolen på markedet

Den seneste tids konflikt mellem Restaurant Vejlegården og fagforeningen 3F er blevet den helt store sommerhistorie i de danske medier. Det er ikke første gang at en faglig konflikt har fået offentlighedens interesse, men det der adskiller denne sag fra andre tidligere, er at det er arbejdsgiveren der fremstår som den undertrykte. Flere har beskrevet sagen som den lille mands kamp mod fagforeningen, og sympatien er strømmet ind til restaurantejer Amin Skov. Billedet er altså vendt på hovedet, og fagforeningen bliver set som et østeuropæisk levn, der knægter den lille mands ret til at drive forretning. Eller rettere, som knægter retten til selv at vælge.

Men hvad har alt dette med skolen at gøre? Jo, sagen er relevant for en skole relateret blog, fordi den i mine øjne er udtryk for den samme logik, som også giver den danske folkeskole så mange problemer. Eller som i hvert fald giver anledning til at tænke over hvad det vil sige at have en folkeskole i 2012.

Restauratør Amin Skov kæmper for sin ret til selv at bestemme hvilken fagforening han vil skrive overenskomst med. Men allerede her burde de fleste stoppe op, og studse over det sagte. Siden hvornår har en arbejdsgiver kunnet vælge mellem faglige modstandere. Som om fagforeningerne er blade på hylden i en bladkiosk, som man så kan kigge lidt i, indtil man beslutter sig for hvad man vil købe. Det er en besynderlig præmis, da fagforeningerne jo strengt taget ikke er til for arbejdsgivernes skyld, men er skabt for at den enkelte lønmodtager ikke står alene imod en økonomisk stærkere magt. Men det at knægte det frie valg, er en vore dages store brødder, og selv om der er mange forskellige udlægninger af sagens kerne, synes det i det mindste at være klart, at kritikken mod 3F handler meget om, at det frie valg er blevet overløbet.

Hvordan er det relevant for skoleverdenen? Jo, det er det som sagt i og med at den samme logik gør sig gældende her. Hvis man ikke er tilfreds med de vilkår der bliver budt en, så vælger man bare et andet sted. Forældre vælger i stor stil folkeskolen fra, og sender i stedet ungerne på privatskole, hvor der er nogle bedre rammer for undervisningen, forstået som færre elever i klasserne, flere penge til IT osv. Skolen bliver set som en serviceudbyder, som man kan vælge til eller fra. Vi taler med fødderne, og selv indenfor områder hvor det tidligere ikke gav mening at snakke om valg, som f.eks. hvilken fagforening man vil være medlem af, bliver det nu den dominerende logik. Det er nemlig blevet helt almindeligt, at se fagforeningen som en serviceudbyder, hvor man vægter pris og service, præcis på samme måde som når man vælger hvor man vil klippes, eller hvilken internet-udbyder man vil have. For nylig bragte BT en guide til den bedste fagforening, med fokus på netop pris og service. Og markedslogikken synes at være almindeligt accepteret.1

Det er helt sikkert rigtig godt når vi taler om supermarkeder med for høje priser, og pizzariaer med sure smileys. Men er det også godt når vi taler om at vælge skole for sine børn? Det er i hvert fald forståeligt. Lige som det er forståeligt at Amin Skov hellere vil have en i hans øjne bedre overenskomst, og at folk gerne vil slippe billigere i kontingent. Men hvad sker der med folkeskolen, når folk behandler den på samme måde, som når man skal købe en ny bil eller fladskærm?

Folkeskolen er selv hoppet med på markedsliggørelsen. Opslag af karaktergennemsnit, så forældre kan se hvilke skoler der klarer opgaven bedst, giver bedst mening hvis man tænker det som en form for forbrugeroplysning, der kan bruges af forældre til at vælge den bedste skole for deres børn. Igen, det er der ikke noget som helst mærkeligt i. Hvem vil ikke give sine børn de bedste betingelser? Men det har nogle konsekvenser. Det ændrer hele den måde vi tænker skole på her i landet.

Folkeskolen er skabt i en tid, hvor man gik på den lokale skole, og hvis der var noget man var utilfreds med, så var der mulighed for indflydelse gennem skolebestyrelsen, pres på byrådet, læserbreve, forældremøder osv. Med andre ord, alle børnene gik det samme sted, og alle (i hvert fald alle forældre) har mulighed for at øve indflydelse på hvordan der undervises, hvilke værdier skolen bygger på, osv osv, alt sammen naturligvis inden for rammerne af lovgivningen, som er skabt af et flertal af politikere, valgt af et flertal af de stemmeberettigede danskere. Folkeskolen er altså en demokratisk institution, og således er det også med en fagforening. Her er der tale om en forening som man er medlem af, og som man kan få indflydelse på gennem de normale demokratiske kanaler; generalforsamlinger, medlemsmøder, indlæg i medlemsbladene osv. Hverken folkeskolen eller fagforeningerne er virksomheder. De har ingen kunder. De er ikke aktører på markedet (selvom de naturligvis er forbrugere, når de køber møbler, mælk til kaffen osv.).

Omvendt har man ikke mulighed for at sidde i bestyrelsen for private virksomheder, uden at skulle betale for det (undtaget herfra er de kooperative virksomheder - man kan faktisk komme i bestyrelsen for den lokale brugs, som man kan blive medlem af, og således få indflydelse den vej), og man har kort sagt, udover den lovgivning som virksomhederne selvfølgelig skal overholde, ikke mulighed for indflydelse på andre måder, end at vælge om man vil købe den vare eller serviceydelse de udbyder, eller ej. Og som sagt, så har disse to forskellige typer af organisationer eksisteret side om side i mange år, men nu er vi altså begyndt at behandle de demokratiske institutioner som private virksomheder.

Spørgsmålet er så hvad der sker med folkeskolen når vi gør det. Jeg mener at der er grund til bekymring. En af de store fordele ved folkeskolens struktur, har historisk set været at børn fra alle samfundets lag, har mødtes og gået i klasse sammen. Dette er under gevaldigt pres. De riges børn samler sig på privatskoler, som denne artikel er inde på: www.folkeskolen.dk/514394/rige-boern-samler-sig-paa-privatskoler. Vi bevæger os i stigende grad mod et skolevæsen, der er delt i A- og B-skoler, hvor de bedste skoler er uden for rækkevidde for familier med lavere indtægter. Således bliver det givetvis også med tiden mere attraktivt for lærere at undervise på privatskoler, hvorefter dominoeffekten ruller, og retten til gratis undervisning i Danmark, bliver til retten til gratis discountundervisning. Er det der vi gerne vil hen som land, eller er der brug for at vi genovervejer måden vi anskuer og engagererer os i skolen på?


 http://www.bt.dk/privatoekonomi/guide-skal-du-skifte-fagforening