Normalt, specielt - slip det fri

Vi har i samfundet nogle individer eller rettere sagt grupper af individer, som af den ene eller anden grund ikke formår at leve op til de krav deres omverden stiller af dem. Det kan være mennesker med personlige problemer, som lider af diverse former for personlighedsforstyrrelser, det kan være decideret psykisk syge, eller det kan i forhold til folkeskolen være børn der lider af ADHD eller som har autismespektrum forstyrrelser, eller noget helt tredje. Det kan også være mennesker med fysiske vanskeligheder, såsom spastisk lammede e.l. Danmark har forpligtet sig på at sørge for at alle børn får en uddannelse, idet vi har tiltrådt Salamanca-erklæringen, hvori det understreges at ALLE børn har ret til at gå i skole, og helst i en almindelig skole.

I denne er man nemlig inde på forskellen mellem det at inkludere elever og det at tilbyde specialundervisning. Erklæringen er ikke helt klar på dette skel, da det godt nok nævnes som et centralt punkt at, "de, der har særlige uddannelsesmæssige behov, skal have adgang til almindelige skoler, som skal være i stand til at imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn" (min kursivering), men andetsteds står der at man bør "anvende princippet om inklusiv uddannelse og indskrive alle børn i almindelige skoler, medmindre der måtte være tungtvejende grunde til ikke at gøre det," og "sikre, at nye læreruddannelser, både egentlig uddannelse og efteruddannelse, også tager højde for specialundervisning i inklusive skoler" (igen mine kursiveringer). Dog er der ingen tvivl om at best case er at alle børn går på en almindelig skole, og modtager undervisning indenfor det normales rammer, altså i følge erklæringen.

Jeg er enig i at det er bedre at udvide rammerne for hvad der er normal undervisning, fremfor at tilbyde specialundervisning, og en af grundene nævnes i erklæringen selv, nemlig at "almindelige skoler, som har denne inklusive orientering, er det mest effektive middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle". Men det er ikke de eneste grunde, selvom de i sig selv er overbevisende nok. Problemet med specialundervisning er nemlig, at når vi prøver at hjælpe disse børn, er vi samtidig med til at definere dem som nogle der har brug for hjælp. Men det der bliver set som et problem med en elev, kan også ses som et problem med skolen som eleven går på. Jeg har set mange eksempler på børn, som volder de voksne utallige problemer, men hvor det i lige så høj grad er de voksnes manglende kompetencer og vilje til at møde børnene, som skaber problemerne.

Den engelske skoletænker Ken Robinson viser i denne video hvad han mener om medicinering af børn med ADHD (se helst det hele, men hvis det skal gå stærkt, så spol frem til 3:37), og det han har fat i her, er at vi kan løse problemet med urolige børn på to måder: enten ved 1) at gøre børnene mere skoleparate, eller 2) ved at gøre skolen mere børneparat, for at citere en af min søns børnehaveledere. Problemet for de specielle børn er således en definitionsproblematik, og en inklusionsstrategi der sigter mod at udvide spektret af det normale vil hjælpe disse børn, så vi holder op med at tale om specialundervisning som noget nogle få børn har brug for, og i stedet ser hver eneste elev som unik, som Salamanca-erklæringen også siger noget om, nemlig at "ethvert barn har unikke egenskaber, interesser, evner og læringsbehov,". Så i stedet for at fjerne specialundervisning, så kunne vi give slip på trangen til at normalisere, og betragte alle børn, lærere, lektioner osv. som helt igennem unikke, og specielle på den gode måde.

Men hvorfor er dette så svært? Jo, jeg mener det handler om det jeg har tidligere har været inde på, nemlig det her med at lærerne ofte har en ide om hvad der skal ske i timerne, som er en del af en større plan som fremgår af årsplaner og fælles mål (som omhandler hvad eleverne skal lære i løbet af hele deres skoleliv) osv., og som alle er udtryk for en samlet plan for hvad der skal foregå i skolen. Når der så opstår konflikter o.l., så opleves det som irriterende afbrydelser, og det at afvige fra den oprindelige plan kan være meget stressende for mange lærere. Det betegnes i salamanca-erklæringen som "at barnet skal tilpasses på forhånd fastlagte antagelser med hensyn til læreprocessens hastighed og natur", i stedet for at tænke "at det er helt normalt, at mennesker er forskellige, og at læring derfor også må tilpasses det enkelte barns behov". Derfor er den øjeblikkellige trend med kanon, fælles mål, nationale test, og lignende standardisering, desværre skridt i den stik modsatte retning, da det at have børn med diverse diagnoser etc., må ses af den enkelte lærer som en forhindring for at nå disse mål (men at det ikke er en korrekt analyse, kan man med fordel konsultere forskningen om Cooperative Learning for at se, da denne viser at elever der arbejder i heterogene grupper lærer mere end andre, hvilket igen må bringe tårer i øjnene på alle, set i lyset af den øjeblikkelige interesse for niveaudeling 2).

Men hvis vi giver slip på det normale, og på at vi skal nå nogle helt bestemte mål med uddannelserne, ender vi ikke så bare med at rende rundt som hovedløse kyllinger, med ingen sans for retning, og dermed heller ikke nogen sans for hvad der er godt for samfundet. Nej siger professor Ralph Stacey som argumenterer for at organisationer kan være så komplekse, at de ikke kan styres. Med begrebet om komplekse responsive processer, som handler om at se organisationer som komplekse kommunikative processer, viser han at de ting vi i dag tager for givet, ikke er opstået som resultatet af en på forhånd udlagt og senere gennemført plan, men er resultatet af et super komplekst sammenspil, af sociale kommunikative processer, som når nogen siger noget dårligt om noget på et møde osv. Hvad betyder det? Jo, kort sagt så betyder det, at det en organisation gør, er et resultat af de interpersonelle bevægelser der er i organisationen, og at disse godt kan være inspireret eller påvirket af den overordnede strategi, men ikke er resultatet af en den. Stacey bruger i følge Katja Broholm og Niels Henrik Helms myretuen som eksempel på at der "trods fraværet af en overordnet strategi opstår [ ... ] sammenhæng og mønstre lokalt såvel som på et mere overordnet plan"1. Der er ikke tale om en plan, men der er heller ikke tale om fraværet af struktur. Processerne er bare så komplekse, at det ikke giver mening at tro at man kan styre dem i en traditionel, rationel sans. Samme sted siges det at "Stacey mener at [ ... ] vi skal gøre det, vi tror på, og så acceptere, at det, der kommer ud af det, ikke er nøjagtig det, vi regnede med, men måske noget, der er bedre!". Det kan vi kun komme til, hvis vi slipper kontrollen, og tillader os at gå efter vores tanker om den gode skole, i stedet for at lade os skræmme med falske profetier om faldende konkurrenceevne som følge af dårlige PISA-resultater. Opfindelsen af Facebook er ifølge Ralph Stacey også et eksempel på noget som  ikke er planlagt og efterfølgende gennemført, men som er opstået som et ikke tilfældigt, men på forhånd uigennemskueligt mix af handlinger, som altså til sidst udmønter sig i noget som vi alle kender og bruger. Demokratiets opståen må også kunne ses på denne måde, da revolutionerne i 1700- og 1800-tallet, ikke opstod fordi nogle havde planlagt dem, men fordi bestemte mennesker var sammen på bestemte tidspunkter, under bestemte omstændigheder osv osv. Ting opstod som ikke var til at forudsige (finanskrisen ligeså) men det gjorde de alligevel, og det ene tog det andet, og noget meget vigtigt opstod.


Jeg mener derfor ikke at vi bør være så bange for at lade det der sker ske, men at vi i stedet for at forsøge at styre udvikingen efter en bestemt plan, som f.eks. kanon og fælles mål er et udtryk for, skal opsætte rammer for den bedst mulige form for kommunikation, sådan at lærere og andre der har med børn at gøre, får mulighed for i fællesskab med barnet selv, og dets øvrige interessenter, først og fremmest dets forældre og klassekammerater, at træffe beslutninger der gavner alle disse mennesker bedst, ud fra hensynet til hvad der giver mening og er gavnligt lige nu og inden for et meget kort fremtid. Jeg mener at det handler om at give slip, og lade elever og læreres ønsker råde. Det er i tråd med Summerhill pædagogikken, som jeg undrer mig over spiller så lille en rolle i dagens folkeskoledebat. 


1 http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/den-kaotiske-organisation

2 http://www.google.dk/books?hl=da&lr=&id=R7_GB4QvhfAC&oi=fnd&pg=PA5&dq=johnson+cooperative+learning+research&ots=awo1Ymg_du&sig=Q-ljGOskc_PSiosh7OwNg8wDgKw&redir_esc=y#v=onepage&q=johnson%20cooperative%20learning%20research&f=false

Læs Salamanca-erklæringen:
http://pub.uvm.dk/1997/salamanca.pdf

Se et par foredrag med Ralph Stacey her: http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Forelaesere/R/Ralph_Stacey.htm

og læs om ham her:
http://web-apps.herts.ac.uk/uhweb/about-us/profiles/profiles_home.cfm?profile=D9F1E741-AB4F-F4B1-C2E3802859F74792&view=publications

Læs om Summerhill her:
http://www.summerhillschool.co.uk

Har læreren altid ret?

Jeg har tidligere været inde på hvad lærerens arbejde egentlig går ud på, og har i den forbindelse sagt, at lærere ofte ikke har den store faglige interesse i konflikter og i det hele taget i situationer hvor eleverne ikke opfører sådan som man kunne ønske det. En del af det problem hænger for mig at se sammen med den skæve relation lærer og elev indgår i. 

Set fra lærerens synspunkt, er man på en eller anden måde hævet over eleverne. Jeg ved ikke hvor denne opfattelse historisk ser stammer fra, men jeg forestiller mig at den er knyttet til præstens rolle. Præstens ord var (er?) jo i princippet Guds ord, og man diskuterer jo ikke med Gud vel? Dette kunne også forklare den udtalte anvendelse af foredragsformen blandt undervisere, da denne jo unægteligt minder om prædikenen. Det synes at være meget vigtigt for mange læreres selvforståelse, at de ikke fremstår mindre kloge og kompetente end eleverne, og stort set alle problemer der måtte opstå, tilskrives eleverne, som enten er dovne, uopdragne e.l.

Jeg har også tidligere snakket om den manglende demokratisering i klasseværelset. Det er læreren der bestemmer! Også her ses en parallel til præstens rolle (i hvert fald tidligere).

Men vi er jo ikke længere et feudalsamfund, og som vi historisk set har betvivlet præstens og kirkens autoritet (og meget få er vel kede af at folk gjorde oprør mod disses magt), så er det også på tide at kigge på lærerens position. I samfundet tales der ofte om hvordan lærerrollen har mistet prestige og status, men når man færdes hver dag på et lærerværelse, så er der et meget stort mismatch mellem den offentlige snak, og den interne forståelse. Mange lærere bliver voldsomt stødt (og vrede) når eleverne ikke accepterer deres status som den legitime magtanvender, og omverdenens negative omtale af læreren (f.eks. af forældre) bliver ofte mødt med vrede, hovedrysten og et nærmest totalt fravær af forståelse (eller forsøg herpå).

Men har læreren altid ret? Flere ting tyder på at det ikke er tilfældet.

For det første er der mange "skoletænkere" der peger på at den moderne skole er håbløst forældet, og at eleverne ikke oplever skoleaktiviteter som meningsfyldte (se bl.a. Sir Ken Robinson her: http://www.youtube.com/watch?v=zDZFcDGpL4U eller hans egen hjemmeside: http://sirkenrobinson.com/skr/), og for det andet er der stor uenighed blandt lærere og folk der interesserer sig for skoledebatten (hvis man er jævnlig læser af folkeskolen.dk fremgår dette meget tydeligt). Så rent principielt virker det besynderligt at sige at læreren altid har ret, da det ender i selvmodsigelse. Men der er andre grunde til at det er en problematisk antagelse.

Det jeg mener er det helt overordnede problem i skolen, er at eleverne ikke føler at skolen er deres projekt. Mange oplever ikke at det er deres interesser der varetages. Om det så er det alligevel, sådan i en langsigtet perspektiv ("du får brug for det en dag") skal jeg ikke gå i dybden med her, men blot sige at jeg stadig mangler en situation udenfor skolen, hvor jeg har følt de mange timer med indviklede ligninger med flere ubekendte, har været det hele værd (se i øvrigt denne video for en diskussion om værdien af den form for matematik http://www.youtube.com/watch?v=xyowJZxrtbg&feature=share). Da eleverne samtidig med at de ikke forstår meningen med skolearbejdet, også er blevet opdraget i en demokratisk, diskuterende ånd, er det egentlig meget logisk at læreren taber autoritet. Som det er tilfældet med præsten, så følger der ikke længere automatisk autoritet med bestemte stillinger og titler, men autoritet er noget man skal gøre sig fortjent til. Har man ikke et meningsfyldt budskab, så bliver man vraget, og folk (også eleverne) zapper videre til nogle der har. Krav opfattes ikke automatisk som legitime, og således opfattes mange af de krav der stilles af lærere til elever som ugyldige.

Samtidig bliver den lønmodtager-agtige livsform domimerende, forstået således at i og med at kravene der stilles ikke opleves som legitime, så gælder det om at arbejde så lidt som muligt, og fritid (eleverne taler meget om at have "fri", når de f.eks. skal i SFO) bliver meget eftertragtet. Mange elever synes som det mest naturlige i verden, at en dag som har bestået i lutter fritimer, er det skønneste der findes. Dette giver så et andet problem, nemlig at hvis man så forsøger at skabe en engagerende undervisning, med meningsfyldte aktiviteter, så oplever man ofte modstand fra eleverne, da man således piller ved hele arbejde/have fri tænkningen. Men mere om det en anden gang. 

Men tilbage til spørgsmålet, har læreren altid ret? Svaret er selvfølgelig nej. Og det er selvfølge da ingen altid har ret. Det er kun i religionens verden at man kan tale om eviggyldige sandheder, og da vi har forladt denne som moralsk referenceramme, har vi også accepteret at vi lever med tvivlen hele tiden. Derfor kan det meget vel tænkes at eleven har ret. Jeg mener i hvert fald at eleven bør have ret til at tvivle på lærerens ord. 

Hvis man som voksen kommer ind på en skole i Danmark i dag, så tror jeg mange vil undre sig over så meget det minder om ens egen skolegang. Der er sket små forandringer, men der er stadig tale om klasser, som undervises adskilt fra andre elever, og "sid stille og lyt" er stadig en meget vigtig kompetence (vigtigere end f.eks. at være kreativt tænkende). Der er ikke sket meget indenfor skoleverdenen de sidste 50 år. Og det på trods af at arbejdsmarkedet næsten er eksploderet i helt nye former; selvstyrende enheder, hjemmearbejde osv. Og jeg mener at denne mangel på nyskabelse meget vel kan være et resultat af "læreren  har altid ret"-mentaliteten. Jeg mener omvendt at den udtalte forandring af arbejdslivet i samfundet i øvrigt, er et resultat af den øgede demokratisering vi har oplevet, og som også i høj grad har fundet sted på arbejdspladserne. Hvorfor hænger det sammen? Jo, det gør det fordi forandring kommer nedefra. Og så længe vi ikke tillader det i skolen, så får vi det samme som sidste år. Som Ken Robinson siger:

http://sirkenrobinson.com/skr/ 

Så kære lærere. Prøv at se om ikke eleverne nogle gange har fat i den lange ende. Og lad dig inspirere af deres ideer og adfærd. Og hvis de ikke kan sidde stille i 45 minutter ad gangen, så prøv noget andet, i stedet for at blive irriteret over deres manglende vilje og/eller evne til at gøre hvad de bliver bedt om. 

Jeg vil slutte med et andet citat. Niels Bohr skal engang have sagt at "en ekspert er en person der har gjort alle de fejl der kan gøres, på et meget snævert område". Nej, vi har ikke altid ret, og gudskelov for det.