fredag den 24. februar 2012

Hvad er lærerens arbejde?

Skolerådet skrev i deres nyhedsbrev fra November sidste år, at en gruppe af forskere fra det amerikanske Campbell Collaboration har dokumenteret at "klasseledelse i praksis har en betydelig, positiv effekt på problematisk adfærd i klassen, og at alle elever [ ... ] udviste mindre forstyrrende og aggressiv adfærd i klassen i forhold til de elever, der ikke blev udsat for klasseledelse." Det er måske ikke så overraskende, lige bortset fra at man kan undre sig over hvordan man ikke kan udøve klasseledelse som lærer, men det bliver forklaret et andet sted, hvor der skrives at "Klasseledelse fokuserer på forebyggende frem for reaktive procedurer og har til formål at etablere et positivt miljø i klasseværelset, hvor lærerne kan fokusere på undervisningen frem for elevernes opførsel." (min kursivering). Og det rammer så vidt jeg kan se hovedet på sømmet i forhold til hvor det store problem med inklusion ligger. For selv om jeg er  helt enig i at problemer med negativ elevadfærd ikke forsvinder hvis ikke man arbejder med det proaktivt, så står der samtidigt, at lærerne er ansat til at undervise og ikke til at regulere elevernes adfærd. Altså der er en primær funktion, og så er der nogle forhindringer som man må rydde af vejen, for at kunne komme til at arbejde med der man er ansat til. Det er for mig at se et stort problem, dels da denne skelnen er kunstig, og dels da det betyder, at en stor del af lærernes opgaver, bliver set som en forhindring for at komme igang med ens egentlige arbejde.

Sat lidt på spidsen, så virker det som om vi som lærere har en tendens til at glemme, at eleverne ikke altid synes det er spændende at lave skolearbejde, at nogle af børnene har problemer med temperamentet osv. Hver gang man går ind i klasseværelset, forventer man et "best case scenario", som for det første kun meget sjældent er virkeligheden, og som hvis det er, er noget den eller de pågældende lærere har gjort en indsats for at frembringe. Men der er hele tiden elever der er kede af det, ikke gider, har været oppe at slås i frikvarteret osv osv, og i stedet for at se det som en forhindring for at komme frem til ens egentlige opgave, så er det alfa og omega for fremtidens skole, at vi begynder at opfatte denne del af hverdagen på en skole, som en lige så vigtig, spændende og interessant udfordring i vores arbejde, som hvordan vi organiserer temaugen til foråret, eller undervisningsforløbet med anden verdenskrig i næste uge.

Jeg savner en lærerstand der ser frikvarterskonflikter, mobning osv, ikke som gode ting, men som fagligt set spændende områder, som man kan oparbejde en kompetence til at tage sig af, og som man kan se noget personligt stimulerende i at beskæftige sig med. Lidt lige som at man hos politiet må synes at forbrydelser er spændende at arbejde med, og at man i sundhedssektoren ser sygdom som noget der gør ens arbejde interessant. Det ville da være lidt mærkeligt hvis en læge var virkelig træt af syge mennesker, ikk?

Her er links til føromtalte nyhedsbrev og forskningsprojekt

torsdag den 23. februar 2012

Fernisering (sørg selv for cocktails og pindemadder)






Dette indlæg er lidt anderledes, nemlig en lille kunstudstilling :) Det jeg gerne vil vise her, er hvordan man med det lille program "Draw", som jeg har på min Samsung Galaxy S, kan lave nogle ret fede "billeder". De første der ligger ovenfor har jeg selv lavet, og de næste er nogle som mine to største børn har lavet (Joachim på 6, og Nicholas på 11). Hvem der har lavet hvilke ved jeg ikke, men ingen af  dem (heller ikke jeg selv) har nogle særlige forudsætninger for at lave billeder, og jeg synes da at de er vildt fede.
Der er også et lignende program på iPhone og iPad, så hvis man har sådan en er det også bare med at komme igang.







onsdag den 15. februar 2012

Apartheid i skolen?

I forrige århundrede var det gængs politik mange steder i verden, at dele befolkningen op i sorte og hvide. I Sydafrika måske mest tydeligt, men også i USAs sydstater, og mange andre steder. Billederne for mit indre blik handler om særlige spisesteder for sorte og hvide, busser, bænke osv, alle sammen adskilt. Og ofte af ringere kvalitet til de sorte.

Det har vi måske ikke haft så meget af i Danmark, men alligevel kender vi udemærket snakken om "dem og os", i skrivende stund oftest omhandlende etnisk danske vs ikke-etnisk danske borgere. Mange mener at det er et problem at der er så meget adskilthed mellem de forskellige etniske grupper i landet, og tanken om spisesteder, busser etc for hhv "sorte" og "hvide" forekommer formentlig ikke de fleste rare*.

Heller ikke i skolen laver vi disse opdelinger, selvom vi har skoler der i overvejende grad har enten etnisk danske eller ikke-danske elevsammensætninger. Dette er dog ikke "med vilje", og bl.a. i Albertslund og København har man forsøgt med forskellige mere eller mindre lovlige modeller, for at modvirke denne tendens.

Så dermed kan vi konkludere at elever i den danske folkeskole ikke bliver opdelt efter fuldstændig vilkårlige kriterier. Nej, desværre. For prøv at tænk lidt over det. Er der ikke områder særligt forbeholdt bestemte elevgrupper, vel at mærke områder der ikke har at gøre med faglige interesser eller kompetencer. Hvad med toilletterne? Gymnastiksalene? Jo, rigtigt gættet. Det er tilsyneladende helt legalt at skille børn ad efter køn. Ja, gud nåde og trøste dem der ikke gør det. Det er ikke smart at sætte en kvindelig lærer til at styre drengenes omklædningsrum, og vice versa. Men hvorfor har køn denne særstatus? Forestil dig et øjeblik at man har omklædningsrum for mørkhårede og lyshårede, og at man altid var nødt til at have en mørkhåret og en lyshåret idrætslærer for at kunne undervise i dette fag**. Meget mærkeligt!

Et andet meget mærkeligt eksempel er når de små holder fødselsdag derhjemme. Her er det ofte tilladt kun at invitere halvdelen af klassen med hjem, hvis man vel at mærke tager den del af klassen der deler køn med ens barn. Forestil jer at man i klasserådet havde vedtaget at man måtte invitere kun de etnisk-danske børn med hjem. Det var nok ikke gået stille af. Men hvorfor egentlig? Er det ikke mindst ligeså vilkårligt?

Der er andre eksempler på hvor det er tilladt og måske endda fremskyndes at skille kønnene ad, bl.a. når der leges i klassen (drengene mod pigerne) osv. Børnekanalen Ramasjang promoverer denne kønsadskillelse helt vildt, og sammenholdt med hvad man møder i samfundet i almindelighed, er det måske ikke så underligt at der praktiseres denne opdeling. Men er det ok?

* At det måske alligevel er blevet mere almindeligt at differentier på baggrund af etnicitet videner denne artikel om www.information.dk/240164


** En anden diskussion: hvorfor er det et problem at muslimer ikke vil vise sig nøgne overfor andre, når det samtidig skal respekteres at piger og drenge ikke vil vise sig nøgne overfor hinanden? Læs mere her