Skal vi genindføre lussingerne?

For ikke så længe siden kom der en større reform af den danske folkeskole, hvis nogle skulle have overset det. I den forbindelse var der, og er der fortsat, meget debat om hvad den danske folkeskole fremover skal være for en størrelse, en debat som i mine ører og øjne først og fremmest handler om hvad der virker, og hvordan vi får en bedre skole, underforstået: hvordan bliver vores børn bedre til at læse, skrive, regne samtidig med at de også gerne skal blive mere kreative, innovative osv osv., eller hvad man nu lægger vægt på.

Problemet med den form for debat er at der er meget der virker !!! Det viser bl.a John Hatties forskning og det er også sådan at meget forskellige skolesystemer har succes (i hvert fald hvis man med succes mener gode resultater i PISA osv) på trods af meget store forskelle i indretningen. I denne artikel påpeges det bl.a at "Finnish students have little homework, short school days and tons of playtime, South Korean students study non-stop. In fact, they study more than kids in any other country in the world." På trods af denne forskel lå begge lande i den absolutte top i PISA i 2009.

Dette kan bl.a forklares med det kulturtænkeren Edgar Schein advokerer for, nemlig at en organisation bør efterstræbe en tilstand af "agreement or harmony between the organization’s culture, its mission and goals, and the people within the organization." og at hvis organisationen "....  reinforces its mission and its people believes in it, the organization is more effective." (Citater fra Dr. Michael Comers white paper som henviser til Schein). Altså (meget forenklet) hvis vi blot er helt igennem enige om hvad og hvordan vi gør tingene, så får vi succes.

Det er således ikke muligt at finde VEJEN til succes. Men sæt nu det var. Sæt nu der var én forkromet færdigudviklet måde at få drevet børnene frem til at nå de mål vi gerne ser de når. Og sæt nu det var et diktatur der havde opfundet det. Sæt nu børn blev bedre til at læse ved at holde deres kæft og adlyde ordrer blindt, og studere 12 timer om dagen? Eller sæt nu en dragt prygl førte til bedre resultater? Skulle vi da genindføre spanskrøret? Ja, gad vide hvad holdningen ville være til det?

Her i Danmark har der nemlig også været en lang debat om podernes opførsel i klasserne, og meningerne har været delte. Nogle mener netop der skal straffes hårdere og hyppigere, mens andre har mere fokus på skolens og lærernes rolle i forhold til at eliminere de årsager der kan være til uhensigtsmæssig adfærd fra børnenes side

Jeg har tidligere skrevet om hvordan børns vilkår i skolen kan i forvejen kan minde om forholdene i diktaturer, og vil vi virkelig arbejde henimod en skole, hvor børnene får endnu mindre selvbestemmelse end de har i forvejen? Vi lever i et samfund der hylder ytringsfrihed og selvbestemmelse, og således bør vores skolesystem også først og fremmest være præget af disse værdier.

En sydkoreansk lærer siger "Vores elever bliver ikke kreative nok, de kan ikke lide at gå i skole, og de kan ikke selv finde ud af at løse opgaver. De kan kun gentage det, andre har fundet ud af, og det er ikke godt for innovation". Men han havde kun behøvet at sige: "de kan ikke lide at gå i skole", for at overbevise mig om at vi ikke kan bruge deres eksempel til noget som helst.

Læring - kun i skolen?

Denne blog har ligget stille hen længe. Det er der mange grunde til, ligesom der er mange grunde til at den nu tilsyneladende får nyt liv. Ja, nu skal man jo ikke love mere end man kan holde, så her er i hvert fald ÉT indlæg mere :) 

Dette er et indlæg i skoledebatten som jeg startede på for et par år siden, med som (desværre) stadig er super-aktuelt (da det meste er skrevet for 2-3 år siden beder jeg om forladelse for forældede links etc):

I denne artikel: folkeskolen.dk/515443/alle-boern-kan-laere er pointen den meget sympatiske, at "vi skal have fat i de børn, der ikke kan tage i mod læring af den ene eller anden grund". Forfatteren Christina Mellerup har udviklet www.sofusmetoden.dk som er en metode til at hjælpe børn med særlige behov i skolen, et arbejde der er stort behov for, og som jeg jo også selv knokler med hver dag (sådan i overført betydning, da jeg som universitetsuddannet pt er forment adgang til det jeg gør bedst - spørg Autisme Center Vestsjælland att. centerleder Sys Petersen om hvorfor). Nå men, metoden tager udgangspunkt i at man må bygge en god relation op til eleven, før man kan komme til at arbejde med de faglige mål. Et synspunkt jeg er helt enig i, og igen et arbejde jeg kender mere end godt.

Andetsteds skriver formanden for børne- og kulturudvalget i KL Jane Findahl, at "læring er ikke længere kun noget, der sker i skolen", og at man bør "fremme motivationen til at lære noget - også inden børnene begynder i skole", og plæderer for at læring skal ses som noget der bør foregå i og omkring barnet også imens de går i vuggestue og børnehave. Igen er jeg meget enig.

I en tale sagde Jane Findahl d. 2. februar 2012 desuden, at "børn kan lære utrolig meget mens de er helt små. Og de vil også gerne!" samt at "børn skal lære i dagtilbud". Og igen er det svært at være uenig. Men samtidig dækker udtalelserne over en besynderlig præmis. De ser tilsyneladende skolen som det eneste sted der foregår læring. Men så må man stille det helt simple spørgsmål: hvor har de så lært alt det de kan når de starter i skolen? Og hermed er vi fremme ved pointen. Læring er nemlig ikke kun noget der foregår i skolen, som bl.a. Hans Henrik Knoob er inde på her kan læring også ses som "noget, der sker inde i hovedet og inde i kroppen, det er en biopsykologisk omprogrammering, en udvikling, en dannelsesproces, eller hvad man nu vil kalde det, som foregår hele tiden»

Det er ikke kun skolens læring, der stiller krav. Det samme gør frikvarterets leg. Når man leger, gør man det med udgangspunkt i mundtlige overleveringer fra andre, og det kræver meget øvelse at beherske de teknikker, som legen kræver«, siger Flemming Mouritsen. fra Syddansk Universitet her: http://www.folkeskolen.dk/63377/tag-legen-alvorligt

Nu kan man måske indvende at det er lige lovlig ordkløverisk at snakke om at læring ikke kun foregår i skolen, da den læring der henvises til ovenfor er en særlig faglig læring, som adskiller sig fra den sociale læring, som f.eks. at kunne deltage i lege og være empatisk osv, eller læring af færdigheder, som f.eks. at binde snørrebånd eller spise med kniv og gaffel. Og at det som Christina Mellerup mener med at "alle børn kan lære" er at alle børn har mulighed for at lære noget fagligt, altså at skrive bogstaver, sætte komma, lægge tal sammen etc etc., hvilket jeg da i hvert fald tror er meningen med citaterne ovenfor.

Det ændrer bare ikke ved at det et besynderligt at skulle understrege at alle børn kan lære, da det for alle burde være en så indlysende sandhed at det ikke var værd at nævne. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt et barn som ikke har lært et eller andet, om det så er at det giver mening at græde hvis man er sulten eller at asfalt gør ondt mod bar hud. Og når vi erkender det bør det egentlig mere være en nyhed hvis vi finder børn der IKKE kan lære alfabetet eller at lægge tal sammen. Jeg har set en del børn i min tid, og jeg har i hvert endnu denne opdagelse til gode

Problemet er at når det giver mening at sige at "alle børn kan lære" må det modsatte også give mening, nemlig at nogle børn IKKE kan lære, hvilket gør en hel masse ved dels det ansvar man står med som skole/lærer/pædagog osv, og ikke mindst gør det en hel masse ved de pågældende børns måde at se sig selv på. Selvfølgelig kan alle børn lære. Lad os sørge for de selv er helt sikre på det også.