Der har været meget snak om danske værdier igennem de sidste mange år, og historiefaget (og andre fag) har været genstand for
en kulturpolitisk diskussion om hvorvidt vi skal have særligt fokus på dansk historie, og i givet fald hvordan og hvor meget. Også kristendomskundskabssfaget har været debatteret livligt, og navnligt har snakken om det skal hedde kristendomskundskab eller religion fået liv i kludende. Særligt Dansk Folkeparti har været fortaler for et særligt fokus på hvad der gør os danske, og for at det skal fylde særlig meget i skolen, og navnligt i historiefaget. I følge en artikel fra Kristeligt Dagblad fra 17/9 2010 mener DF at "Dansk kulturhistorie skal have en mere fremtrædende plads i folkeskolen", og at "folkeskolelærere [skal] efteruddannes i dansk historie og danske værdier ..."1. Lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet Claus Haas skriver ifølge folkeskolen.dk at "politikerne vil ensrette den måde, vi tænker om historie på. De vil have, at alle borgere i Danmark kender en historie, der underbygger den nationale kultur, som Bertel Haarder og Søren Krarup føler sig som en del af."2.
Men hvorfor er det så vigtigt, det med at være danske? Hvad betyder nationalitet egentlig? Jeg personligt føler at jeg har væsentligt mere til fælles med centrum-venstre orienterede fra andre lande, end jeg har med f.eks Søren Krarup og Bertel Haarder. Jovist, vi er danskere, og holder med det samme landshold osv, og vi er vel også en del af et kulturfællesskab som handler om menneskerettigheder og demokrati. Men disse værdier er vel ikke danske, hverken forstået som at de kun er særligt udbredte i Danmark (måske kan vi tale om den vestlige verden i så fald), men de er vel heller ikke danske som at vi ejer dem. Hvis vi har nogle værdier til fælles gælder det vel om at få disse til at brede sig til resten af verden, fremfor at beskytte dem fra selvsamme verden, og netop det at møde andre kulturer bliver således en mulighed for at gøre en forskel i forhold til de mennesker der ikke nyder samme tolerance og frihed som vi gør.
Måske handler det om at have en fælles referenceramme. For at vi skal kunne tale sammen, er vi nødt til at forstå nogenlunde ensartet hvad ordene betyder. Men en sådan praktisk teknikalitet burde da ikke kunne få folk til at føle en form for kollektiv angst ved at miste det. Eller hvad? Måske er det noget med at man er bange for ikke at blive forstået. Og kan man dermed ikke også se globaliseringen som en mulighed for at bevæge os væk fra nationaliteten som sammenhængsskabende kraft, og udnytte f.eks de digitale platforme til at skabe nye fællesskaber, som i højere grad end det nationale er selvvalgte?
1) http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/380890:Danmark--DF--Laerere-skal-efteruddannes-i-dansk-kultur
2) http://videnskab.dk/kultur-samfund/folkeskolen-skal-gore-os-nationale
