onsdag den 25. april 2012

Normalt, specielt - slip det fri

Vi har i samfundet nogle individer eller rettere sagt grupper af individer, som af den ene eller anden grund ikke formår at leve op til de krav deres omverden stiller af dem. Det kan være mennesker med personlige problemer, som lider af diverse former for personlighedsforstyrrelser, det kan være decideret psykisk syge, eller det kan i forhold til folkeskolen være børn der lider af ADHD eller som har autismespektrum forstyrrelser, eller noget helt tredje. Det kan også være mennesker med fysiske vanskeligheder, såsom spastisk lammede e.l. Danmark har forpligtet sig på at sørge for at alle børn får en uddannelse, idet vi har tiltrådt Salamanca-erklæringen, hvori det understreges at ALLE børn har ret til at gå i skole, og helst i en almindelig skole.

I denne er man nemlig inde på forskellen mellem det at inkludere elever og det at tilbyde specialundervisning. Erklæringen er ikke helt klar på dette skel, da det godt nok nævnes som et centralt punkt at, "de, der har særlige uddannelsesmæssige behov, skal have adgang til almindelige skoler, som skal være i stand til at imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn" (min kursivering), men andetsteds står der at man bør "anvende princippet om inklusiv uddannelse og indskrive alle børn i almindelige skoler, medmindre der måtte være tungtvejende grunde til ikke at gøre det," og "sikre, at nye læreruddannelser, både egentlig uddannelse og efteruddannelse, også tager højde for specialundervisning i inklusive skoler" (igen mine kursiveringer). Dog er der ingen tvivl om at best case er at alle børn går på en almindelig skole, og modtager undervisning indenfor det normales rammer, altså i følge erklæringen.

Jeg er enig i at det er bedre at udvide rammerne for hvad der er normal undervisning, fremfor at tilbyde specialundervisning, og en af grundene nævnes i erklæringen selv, nemlig at "almindelige skoler, som har denne inklusive orientering, er det mest effektive middel til at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle". Men det er ikke de eneste grunde, selvom de i sig selv er overbevisende nok. Problemet med specialundervisning er nemlig, at når vi prøver at hjælpe disse børn, er vi samtidig med til at definere dem som nogle der har brug for hjælp. Men det der bliver set som et problem med en elev, kan også ses som et problem med skolen som eleven går på. Jeg har set mange eksempler på børn, som volder de voksne utallige problemer, men hvor det i lige så høj grad er de voksnes manglende kompetencer og vilje til at møde børnene, som skaber problemerne.

Den engelske skoletænker Ken Robinson viser i denne video hvad han mener om medicinering af børn med ADHD (se helst det hele, men hvis det skal gå stærkt, så spol frem til 3:37), og det han har fat i her, er at vi kan løse problemet med urolige børn på to måder: enten ved 1) at gøre børnene mere skoleparate, eller 2) ved at gøre skolen mere børneparat, for at citere en af min søns børnehaveledere. Problemet for de specielle børn er således en definitionsproblematik, og en inklusionsstrategi der sigter mod at udvide spektret af det normale vil hjælpe disse børn, så vi holder op med at tale om specialundervisning som noget nogle få børn har brug for, og i stedet ser hver eneste elev som unik, som Salamanca-erklæringen også siger noget om, nemlig at "ethvert barn har unikke egenskaber, interesser, evner og læringsbehov,". Så i stedet for at fjerne specialundervisning, så kunne vi give slip på trangen til at normalisere, og betragte alle børn, lærere, lektioner osv. som helt igennem unikke, og specielle på den gode måde.

Men hvorfor er dette så svært? Jo, jeg mener det handler om det jeg har tidligere har været inde på, nemlig det her med at lærerne ofte har en ide om hvad der skal ske i timerne, som er en del af en større plan som fremgår af årsplaner og fælles mål (som omhandler hvad eleverne skal lære i løbet af hele deres skoleliv) osv., og som alle er udtryk for en samlet plan for hvad der skal foregå i skolen. Når der så opstår konflikter o.l., så opleves det som irriterende afbrydelser, og det at afvige fra den oprindelige plan kan være meget stressende for mange lærere. Det betegnes i salamanca-erklæringen som "at barnet skal tilpasses på forhånd fastlagte antagelser med hensyn til læreprocessens hastighed og natur", i stedet for at tænke "at det er helt normalt, at mennesker er forskellige, og at læring derfor også må tilpasses det enkelte barns behov". Derfor er den øjeblikkellige trend med kanon, fælles mål, nationale test, og lignende standardisering, desværre skridt i den stik modsatte retning, da det at have børn med diverse diagnoser etc., må ses af den enkelte lærer som en forhindring for at nå disse mål (men at det ikke er en korrekt analyse, kan man med fordel konsultere forskningen om Cooperative Learning for at se, da denne viser at elever der arbejder i heterogene grupper lærer mere end andre, hvilket igen må bringe tårer i øjnene på alle, set i lyset af den øjeblikkelige interesse for niveaudeling 2).

Men hvis vi giver slip på det normale, og på at vi skal nå nogle helt bestemte mål med uddannelserne, ender vi ikke så bare med at rende rundt som hovedløse kyllinger, med ingen sans for retning, og dermed heller ikke nogen sans for hvad der er godt for samfundet. Nej siger professor Ralph Stacey som argumenterer for at organisationer kan være så komplekse, at de ikke kan styres. Med begrebet om komplekse responsive processer, som handler om at se organisationer som komplekse kommunikative processer, viser han at de ting vi i dag tager for givet, ikke er opstået som resultatet af en på forhånd udlagt og senere gennemført plan, men er resultatet af et super komplekst sammenspil, af sociale kommunikative processer, som når nogen siger noget dårligt om noget på et møde osv. Hvad betyder det? Jo, kort sagt så betyder det, at det en organisation gør, er et resultat af de interpersonelle bevægelser der er i organisationen, og at disse godt kan være inspireret eller påvirket af den overordnede strategi, men ikke er resultatet af en den. Stacey bruger i følge Katja Broholm og Niels Henrik Helms myretuen som eksempel på at der "trods fraværet af en overordnet strategi opstår [ ... ] sammenhæng og mønstre lokalt såvel som på et mere overordnet plan"1. Der er ikke tale om en plan, men der er heller ikke tale om fraværet af struktur. Processerne er bare så komplekse, at det ikke giver mening at tro at man kan styre dem i en traditionel, rationel sans. Samme sted siges det at "Stacey mener at [ ... ] vi skal gøre det, vi tror på, og så acceptere, at det, der kommer ud af det, ikke er nøjagtig det, vi regnede med, men måske noget, der er bedre!". Det kan vi kun komme til, hvis vi slipper kontrollen, og tillader os at gå efter vores tanker om den gode skole, i stedet for at lade os skræmme med falske profetier om faldende konkurrenceevne som følge af dårlige PISA-resultater. Opfindelsen af Facebook er ifølge Ralph Stacey også et eksempel på noget som  ikke er planlagt og efterfølgende gennemført, men som er opstået som et ikke tilfældigt, men på forhånd uigennemskueligt mix af handlinger, som altså til sidst udmønter sig i noget som vi alle kender og bruger. Demokratiets opståen må også kunne ses på denne måde, da revolutionerne i 1700- og 1800-tallet, ikke opstod fordi nogle havde planlagt dem, men fordi bestemte mennesker var sammen på bestemte tidspunkter, under bestemte omstændigheder osv osv. Ting opstod som ikke var til at forudsige (finanskrisen ligeså) men det gjorde de alligevel, og det ene tog det andet, og noget meget vigtigt opstod.


Jeg mener derfor ikke at vi bør være så bange for at lade det der sker ske, men at vi i stedet for at forsøge at styre udvikingen efter en bestemt plan, som f.eks. kanon og fælles mål er et udtryk for, skal opsætte rammer for den bedst mulige form for kommunikation, sådan at lærere og andre der har med børn at gøre, får mulighed for i fællesskab med barnet selv, og dets øvrige interessenter, først og fremmest dets forældre og klassekammerater, at træffe beslutninger der gavner alle disse mennesker bedst, ud fra hensynet til hvad der giver mening og er gavnligt lige nu og inden for et meget kort fremtid. Jeg mener at det handler om at give slip, og lade elever og læreres ønsker råde. Det er i tråd med Summerhill pædagogikken, som jeg undrer mig over spiller så lille en rolle i dagens folkeskoledebat. 


http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/den-kaotiske-organisation

http://www.google.dk/books?hl=da&lr=&id=R7_GB4QvhfAC&oi=fnd&pg=PA5&dq=johnson+cooperative+learning+research&ots=awo1Ymg_du&sig=Q-ljGOskc_PSiosh7OwNg8wDgKw&redir_esc=y#v=onepage&q=johnson%20cooperative%20learning%20research&f=false

Læs Salamanca-erklæringen:
http://pub.uvm.dk/1997/salamanca.pdf

Se et par foredrag med Ralph Stacey her: http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Forelaesere/R/Ralph_Stacey.htm

og læs om ham her:
http://web-apps.herts.ac.uk/uhweb/about-us/profiles/profiles_home.cfm?profile=D9F1E741-AB4F-F4B1-C2E3802859F74792&view=publications

Læs om Summerhill her:
http://www.summerhillschool.co.uk


Ingen kommentarer:

Send en kommentar