Jeg har tidligere været inde på hvad lærerens arbejde egentlig går ud på, og har i den forbindelse sagt, at lærere ofte ikke har den store faglige interesse i konflikter og i det hele taget i situationer hvor eleverne ikke opfører sådan som man kunne ønske det. En del af det problem hænger for mig at se sammen med den skæve relation lærer og elev indgår i.
Set fra lærerens synspunkt, er man på en eller anden måde hævet over eleverne. Jeg ved ikke hvor denne opfattelse historisk ser stammer fra, men jeg forestiller mig at den er knyttet til præstens rolle. Præstens ord var (er?) jo i princippet Guds ord, og man diskuterer jo ikke med Gud vel? Dette kunne også forklare den udtalte anvendelse af foredragsformen blandt undervisere, da denne jo unægteligt minder om prædikenen. Det synes at være meget vigtigt for mange læreres selvforståelse, at de ikke fremstår mindre kloge og kompetente end eleverne, og stort set alle problemer der måtte opstå, tilskrives eleverne, som enten er dovne, uopdragne e.l.
Jeg har også tidligere snakket om den manglende demokratisering i klasseværelset. Det er læreren der bestemmer! Også her ses en parallel til præstens rolle (i hvert fald tidligere).
Men vi er jo ikke længere et feudalsamfund, og som vi historisk set har betvivlet præstens og kirkens autoritet (og meget få er vel kede af at folk gjorde oprør mod disses magt), så er det også på tide at kigge på lærerens position. I samfundet tales der ofte om hvordan lærerrollen har mistet prestige og status, men når man færdes hver dag på et lærerværelse, så er der et meget stort mismatch mellem den offentlige snak, og den interne forståelse. Mange lærere bliver voldsomt stødt (og vrede) når eleverne ikke accepterer deres status som den legitime magtanvender, og omverdenens negative omtale af læreren (f.eks. af forældre) bliver ofte mødt med vrede, hovedrysten og et nærmest totalt fravær af forståelse (eller forsøg herpå).
Men har læreren altid ret? Flere ting tyder på at det ikke er tilfældet.
For det første er der mange "skoletænkere" der peger på at den moderne skole er håbløst forældet, og at eleverne ikke oplever skoleaktiviteter som meningsfyldte (se bl.a. Sir Ken Robinson her: http://www.youtube.com/watch?v=zDZFcDGpL4U eller hans egen hjemmeside: http://sirkenrobinson.com/skr/), og for det andet er der stor uenighed blandt lærere og folk der interesserer sig for skoledebatten (hvis man er jævnlig læser af folkeskolen.dk fremgår dette meget tydeligt). Så rent principielt virker det besynderligt at sige at læreren altid har ret, da det ender i selvmodsigelse. Men der er andre grunde til at det er en problematisk antagelse.
Det jeg mener er det helt overordnede problem i skolen, er at eleverne ikke føler at skolen er deres projekt. Mange oplever ikke at det er deres interesser der varetages. Om det så er det alligevel, sådan i en langsigtet perspektiv ("du får brug for det en dag") skal jeg ikke gå i dybden med her, men blot sige at jeg stadig mangler en situation udenfor skolen, hvor jeg har følt de mange timer med indviklede ligninger med flere ubekendte, har været det hele værd (se i øvrigt denne video for en diskussion om værdien af den form for matematik http://www.youtube.com/watch?v=xyowJZxrtbg&feature=share). Da eleverne samtidig med at de ikke forstår meningen med skolearbejdet, også er blevet opdraget i en demokratisk, diskuterende ånd, er det egentlig meget logisk at læreren taber autoritet. Som det er tilfældet med præsten, så følger der ikke længere automatisk autoritet med bestemte stillinger og titler, men autoritet er noget man skal gøre sig fortjent til. Har man ikke et meningsfyldt budskab, så bliver man vraget, og folk (også eleverne) zapper videre til nogle der har. Krav opfattes ikke automatisk som legitime, og således opfattes mange af de krav der stilles af lærere til elever som ugyldige.
Samtidig bliver den lønmodtager-agtige livsform domimerende, forstået således at i og med at kravene der stilles ikke opleves som legitime, så gælder det om at arbejde så lidt som muligt, og fritid (eleverne taler meget om at have "fri", når de f.eks. skal i SFO) bliver meget eftertragtet. Mange elever synes som det mest naturlige i verden, at en dag som har bestået i lutter fritimer, er det skønneste der findes. Dette giver så et andet problem, nemlig at hvis man så forsøger at skabe en engagerende undervisning, med meningsfyldte aktiviteter, så oplever man ofte modstand fra eleverne, da man således piller ved hele arbejde/have fri tænkningen. Men mere om det en anden gang.
Men tilbage til spørgsmålet, har læreren altid ret? Svaret er selvfølgelig nej. Og det er selvfølge da ingen altid har ret. Det er kun i religionens verden at man kan tale om eviggyldige sandheder, og da vi har forladt denne som moralsk referenceramme, har vi også accepteret at vi lever med tvivlen hele tiden. Derfor kan det meget vel tænkes at eleven har ret. Jeg mener i hvert fald at eleven bør have ret til at tvivle på lærerens ord.
Hvis man som voksen kommer ind på en skole i Danmark i dag, så tror jeg mange vil undre sig over så meget det minder om ens egen skolegang. Der er sket små forandringer, men der er stadig tale om klasser, som undervises adskilt fra andre elever, og "sid stille og lyt" er stadig en meget vigtig kompetence (vigtigere end f.eks. at være kreativt tænkende). Der er ikke sket meget indenfor skoleverdenen de sidste 50 år. Og det på trods af at arbejdsmarkedet næsten er eksploderet i helt nye former; selvstyrende enheder, hjemmearbejde osv. Og jeg mener at denne mangel på nyskabelse meget vel kan være et resultat af "læreren har altid ret"-mentaliteten. Jeg mener omvendt at den udtalte forandring af arbejdslivet i samfundet i øvrigt, er et resultat af den øgede demokratisering vi har oplevet, og som også i høj grad har fundet sted på arbejdspladserne. Hvorfor hænger det sammen? Jo, det gør det fordi forandring kommer nedefra. Og så længe vi ikke tillader det i skolen, så får vi det samme som sidste år. Som Ken Robinson siger:
Så kære lærere. Prøv at se om ikke eleverne nogle gange har fat i den lange ende. Og lad dig inspirere af deres ideer og adfærd. Og hvis de ikke kan sidde stille i 45 minutter ad gangen, så prøv noget andet, i stedet for at blive irriteret over deres manglende vilje og/eller evne til at gøre hvad de bliver bedt om.
Jeg vil slutte med et andet citat. Niels Bohr skal engang have sagt at "en ekspert er en person der har gjort alle de fejl der kan gøres, på et meget snævert område". Nej, vi har ikke altid ret, og gudskelov for det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar