Skolerådet skrev i deres nyhedsbrev fra November sidste år, at en gruppe af forskere fra det amerikanske Campbell Collaboration har dokumenteret at "klasseledelse i praksis har en betydelig, positiv effekt på problematisk adfærd i klassen, og at alle elever [ ... ] udviste mindre forstyrrende og aggressiv adfærd i klassen i forhold til de elever, der ikke blev udsat for klasseledelse." Det er måske ikke så overraskende, lige bortset fra at man kan undre sig over hvordan man ikke kan udøve klasseledelse som lærer, men det bliver forklaret et andet sted, hvor der skrives at "Klasseledelse fokuserer på forebyggende frem for reaktive procedurer og har til formål at etablere et positivt miljø i klasseværelset, hvor lærerne kan fokusere på undervisningen frem for elevernes opførsel." (min kursivering). Og det rammer så vidt jeg kan se hovedet på sømmet i forhold til hvor det store problem med inklusion ligger. For selv om jeg er helt enig i at problemer med negativ elevadfærd ikke forsvinder hvis ikke man arbejder med det proaktivt, så står der samtidigt, at lærerne er ansat til at undervise og ikke til at regulere elevernes adfærd. Altså der er en primær funktion, og så er der nogle forhindringer som man må rydde af vejen, for at kunne komme til at arbejde med der man er ansat til. Det er for mig at se et stort problem, dels da denne skelnen er kunstig, og dels da det betyder, at en stor del af lærernes opgaver, bliver set som en forhindring for at komme igang med ens egentlige arbejde.
Sat lidt på spidsen, så virker det som om vi som lærere har en tendens til at glemme, at eleverne ikke altid synes det er spændende at lave skolearbejde, at nogle af børnene har problemer med temperamentet osv. Hver gang man går ind i klasseværelset, forventer man et "best case scenario", som for det første kun meget sjældent er virkeligheden, og som hvis det er, er noget den eller de pågældende lærere har gjort en indsats for at frembringe. Men der er hele tiden elever der er kede af det, ikke gider, har været oppe at slås i frikvarteret osv osv, og i stedet for at se det som en forhindring for at komme frem til ens egentlige opgave, så er det alfa og omega for fremtidens skole, at vi begynder at opfatte denne del af hverdagen på en skole, som en lige så vigtig, spændende og interessant udfordring i vores arbejde, som hvordan vi organiserer temaugen til foråret, eller undervisningsforløbet med anden verdenskrig i næste uge.
Jeg savner en lærerstand der ser frikvarterskonflikter, mobning osv, ikke som gode ting, men som fagligt set spændende områder, som man kan oparbejde en kompetence til at tage sig af, og som man kan se noget personligt stimulerende i at beskæftige sig med. Lidt lige som at man hos politiet må synes at forbrydelser er spændende at arbejde med, og at man i sundhedssektoren ser sygdom som noget der gør ens arbejde interessant. Det ville da være lidt mærkeligt hvis en læge var virkelig træt af syge mennesker, ikk?
Her er links til føromtalte nyhedsbrev og forskningsprojekt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar