Skal vi samarbejde hver for sig?

Skolereformen har nu kørt i godt to år, og der har faldet mange hårde år undervejs. I kritikken har jeg dog savnet fokus på et stort problem, som skolereformen rent faktisk adresserer, og som jeg har svært ved at se andre løsninger på.

Jeg har arbejdet forskellige steder, og har bl.a været AKT-lærer på en skole hvor udfordringen var at skabe nogle nye rammer for arbejdet inklusion. Der var elever der havde faglige udfordringer, og fx kunne have brug for hjælp til at få læst tekster højt, og der var elever med sociale og adfærdsmæssige udfordringer, som således havde brug for hjælp til fx at sidde stille og ikke at forlade undervisningen. Traditionelt set havde man på den pågældende skole løst den type problemer ved at have et korps af folk der i et separat lokale kunne tilbyde forskellige former for specialundervisning, således at eleverne fik fyldt på af færdigheder som så enten kompenserede for det de ikke fik med fra den almindelige undervisning, eller måske via samtaler og lignende kunne få mere energi til at deltage i det almindelige skolearbejde.

Ledelsens ambition var at man i samarbejde med dette korps, som jeg var en del af, ville flytte dette arbejde ud i klasserne så at sige. Således skulle AKT-folkene forsøge at hjælpe lærerne (og pædagogerne selvsagt, men for nemhedens skyld refererer jeg kun til lærere i resten af indlægget) med at indrette undervisningen på en måde så alle eleverne fik udbytte af den. Det krævede at man fandt tid og rum til at sætte sig sammen og få snakket om hvad der fremover kunne gøres anderledes.

Udover at det gav udfordringer som rammer ind i diskussionen om metodefrihed, som ofte blev tolket som en "du-må-ikke-blande-dig-i-mit-arbejde"-ret, så var det overordentlig vanskeligt at finde tid til at mødes og snakke om dette samarbejde. Når den skemalagte tid, altså lektionerne og de relativt få møder der var obligatoriske, var klaret, tog de fleste hjem og forberedte sig der. Derfor fik man som samarbejdspartner hurtigt den rolle at være den der skulle bede den pågældende lærer om at blive lidt længere. Det betød også at alle sådanne snakke skulle berammes i god tid, og at det meget sjældent lod sig gøre hurtigt at efterbehandle en lektion, hvis der var sket noget vigtigt.

Derfor var min glæde stor da jeg læste om tilstedeværelsespligten, som også indførtes (eller måske rettere: blev udvidet) i forbindelse med skolereformen. Den betyder, for de der ikke skulle være klar over det, at lærerne skal være på skolen i fra et bestemt tidspunkt hver dag, og at man ligeledes har fri på et fast tidspunkt hver dag. Det kan i praksis betyde at man på dage med få undervisningslektioner, hvis man eksempelvis kun skal undervise fire lektioner hver onsdag mellem kl 10 og 14, stadig skal møde mellem fx 8 og 16. I "gamle dage" ville man kun være forpligtiget til at møde til selve lektionerne.

I en artikel fra 2014 fortæller lærer Christina Tolster at hun havde sagt sin stilling op da kravet om fuld tilstedeværelse tilsyneladende blev for meget for hende, idet hun med de nye regler ikke kunne lave sin forberedelse på de tidspunkter der passede hende bedst. Der er masser af sådanne historier, og jeg har selv oplevet mange kollegaer der var svært utilfredse med denne nye måde at arbejde på.

Problemet er blot at den tidligere ordning som sagt gjorde det meget vanskeligt at få sat sig ned og snakket om det samarbejde der skulle være, fx omkring en klasse med meget uro. Om den nuværende model er løsningen er måske heller ikke sikkert, men det at alle lærere er samlet på skolen, gør i hvert fald at man som AKT-lærer/inklusionsvejleder og lignende, ikke på samme måde blander sig i sine kollegaers ønske om at komme hurtigt hjem.

Jeg mener derfor at enhver kritik af reglen om fuld tilstedeværelse bør indeholde forslag og tanker om hvordan ovenstående udfordring løses alternativt.