I forrige århundrede var det gængs politik mange steder i verden, at dele befolkningen op i sorte og hvide. I Sydafrika måske mest tydeligt, men også i USAs sydstater, og mange andre steder. Billederne for mit indre blik handler om særlige spisesteder for sorte og hvide, busser, bænke osv, alle sammen adskilt. Og ofte af ringere kvalitet til de sorte.
Det har vi måske ikke haft så meget af i Danmark, men alligevel kender vi udemærket snakken om "dem og os", i skrivende stund oftest omhandlende etnisk danske vs ikke-etnisk danske borgere. Mange mener at det er et problem at der er så meget adskilthed mellem de forskellige etniske grupper i landet, og tanken om spisesteder, busser etc for hhv "sorte" og "hvide" forekommer formentlig ikke de fleste rare*.
Heller ikke i skolen laver vi disse opdelinger, selvom vi har skoler der i overvejende grad har enten etnisk danske eller ikke-danske elevsammensætninger. Dette er dog ikke "med vilje", og bl.a. i Albertslund og København har man forsøgt med forskellige mere eller mindre lovlige modeller, for at modvirke denne tendens.
Så dermed kan vi konkludere at elever i den danske folkeskole ikke bliver opdelt efter fuldstændig vilkårlige kriterier. Nej, desværre. For prøv at tænk lidt over det. Er der ikke områder særligt forbeholdt bestemte elevgrupper, vel at mærke områder der ikke har at gøre med faglige interesser eller kompetencer. Hvad med toilletterne? Gymnastiksalene? Jo, rigtigt gættet. Det er tilsyneladende helt legalt at skille børn ad efter køn. Ja, gud nåde og trøste dem der ikke gør det. Det er ikke smart at sætte en kvindelig lærer til at styre drengenes omklædningsrum, og vice versa. Men hvorfor har køn denne særstatus? Forestil dig et øjeblik at man har omklædningsrum for mørkhårede og lyshårede, og at man altid var nødt til at have en mørkhåret og en lyshåret idrætslærer for at kunne undervise i dette fag**. Meget mærkeligt!
Et andet meget mærkeligt eksempel er når de små holder fødselsdag derhjemme. Her er det ofte tilladt kun at invitere halvdelen af klassen med hjem, hvis man vel at mærke tager den del af klassen der deler køn med ens barn. Forestil jer at man i klasserådet havde vedtaget at man måtte invitere kun de etnisk-danske børn med hjem. Det var nok ikke gået stille af. Men hvorfor egentlig? Er det ikke mindst ligeså vilkårligt?
Der er andre eksempler på hvor det er tilladt og måske endda fremskyndes at skille kønnene ad, bl.a. når der leges i klassen (drengene mod pigerne) osv. Børnekanalen Ramasjang promoverer denne kønsadskillelse helt vildt, og sammenholdt med hvad man møder i samfundet i almindelighed, er det måske ikke så underligt at der praktiseres denne opdeling. Men er det ok?
* At det måske alligevel er blevet mere almindeligt at differentier på baggrund af etnicitet videner denne artikel om www.information.dk/240164
** En anden diskussion: hvorfor er det et problem at muslimer ikke vil vise sig nøgne overfor andre, når det samtidig skal respekteres at piger og drenge ikke vil vise sig nøgne overfor hinanden? Læs mere her
onsdag den 15. februar 2012
torsdag den 19. januar 2012
Børn i fængsel?
Jeg så for nylig den fremragende britiske film "Children of Men" fra 2006. I filmen skildres et England anno 2027, hvor et totalitært styre hersker, og hvor folk er fængslet og sendt til lejre der leder tankerne hen på dels koncentrationslejrene fra anden verdenskrig, og dels de mere nutidige forhold i Irak og på Guantanamobasen på Cuba. Mere eller mindre tilfældig vold, tilfangetagelse og andre "Kafka'ske" forhold, i en fremtid der mildest ikke er præget af optimistisme og tro på fremskridtet.
Det at have indflydelse på sit liv, at deltage i meningsfyldte aktiviteter, at kunne ytre sig frit, herunder at kunne kritisere magten og stille den til skue i en fri presse, og som et absolut minimum, at vide hvad man evt. er tiltalt for, i det tilfælde af at man har forbrudt sig mod loven, er forhold vi i vores del af verdenen anser for essentielle, rettigheder vi opfatter som umistelige.
Alligevel har vi en gruppe af borgere i dette land der dag efter dag bliver udsat for en behandling som nok ikke er på niveau med de forhold der skildres i filmen, men som alligevel kan sætte hak ud for: manglende indflydelse på umiddelbare forhold der har betydning for den enkeltes liv (såsom hvornår man må spise og gå på toilettet), indskrænket ytringsfrihed (ofte bliver bestemte ytringer, såsom brug af bandeord, mødt med sanktioner), stærkt begrænsede muligheder for at kritisere den magt de udsættes for (igen anvendes sanktioner hvis kritik alligevel fremsættes), samt ofte manglende begrundelse for de sanktioner de udsættes for når de alligevel gør oprør mod den ofte vilkårlige vilje de udsættes for, og som nærmest konsekvent tvinges til at skulle indgå i for dem komplet meningsløse aktiviteter. Det lyder som forhold i mellemøstlige fængsler, men det er som sådan bare hverdagen for tusindvis af danske skoleelever.
Vi har i Danmark og i resten af den vestlige verden gjort oprør mod sådanne forhold, og oplysningstidens revolutioner står som en milepæl i vores kollektive bevidsthed. Vi har kæmpet for ovenfor nævnte rettigheder, men på trods af dette lærer vi stadig vores børn, at selvom mor og far gerne må sige hvad de vil om regering, kongehus, arbejdsgivere etc, så skal de kære små gøre hvad der bliver sagt, ligegyldigt hvor idiotisk det end bekommer dem. Det må være en meget mærkelig oplevelse at være barn i Danmark i dag.
Den udvikling vores samfund har gennemgået de sidste ca. 200 år, har været kendetegnet af at flere og flere mennesker har fået indflydelse på deres liv, herunder også politisk indflydelse, og dermed indflydelse på deres medmenneskers liv også. Vi har for det første fået demokrati i stedet for kongedømme, og demokratiet er stadig blevet udviklet, og i dag diskuteres det om valgretsalderen skal sættes ned til 16 år. Nu skal man jo passe ikke at begå en fejl a la den med storken og babyerne, men umiddelbart virker det ikke til, at det at give flere og flere mennesker indflydelse på deres eget og andres liv, har resulteret i noget der skulle kunne give anledning til den tilsyneladende nervøsitet der er forbundet med at lade børn bestemme over sig selv. Så man må spørge; hvorfor byder vi vores børn disse forhold? Hvad er vi så bange for?
Vi har lige fået en ny regering, der som noget af det første har hævet den kriminelle lavalder til 15 år, og som efterfølgende stolt har udtalt "I Danmark sætter vi nu ikke længere børn i fængsel". Men den ovenfor skitserede skole minder sgu lidt om det
Det at have indflydelse på sit liv, at deltage i meningsfyldte aktiviteter, at kunne ytre sig frit, herunder at kunne kritisere magten og stille den til skue i en fri presse, og som et absolut minimum, at vide hvad man evt. er tiltalt for, i det tilfælde af at man har forbrudt sig mod loven, er forhold vi i vores del af verdenen anser for essentielle, rettigheder vi opfatter som umistelige.
Alligevel har vi en gruppe af borgere i dette land der dag efter dag bliver udsat for en behandling som nok ikke er på niveau med de forhold der skildres i filmen, men som alligevel kan sætte hak ud for: manglende indflydelse på umiddelbare forhold der har betydning for den enkeltes liv (såsom hvornår man må spise og gå på toilettet), indskrænket ytringsfrihed (ofte bliver bestemte ytringer, såsom brug af bandeord, mødt med sanktioner), stærkt begrænsede muligheder for at kritisere den magt de udsættes for (igen anvendes sanktioner hvis kritik alligevel fremsættes), samt ofte manglende begrundelse for de sanktioner de udsættes for når de alligevel gør oprør mod den ofte vilkårlige vilje de udsættes for, og som nærmest konsekvent tvinges til at skulle indgå i for dem komplet meningsløse aktiviteter. Det lyder som forhold i mellemøstlige fængsler, men det er som sådan bare hverdagen for tusindvis af danske skoleelever.
Vi har i Danmark og i resten af den vestlige verden gjort oprør mod sådanne forhold, og oplysningstidens revolutioner står som en milepæl i vores kollektive bevidsthed. Vi har kæmpet for ovenfor nævnte rettigheder, men på trods af dette lærer vi stadig vores børn, at selvom mor og far gerne må sige hvad de vil om regering, kongehus, arbejdsgivere etc, så skal de kære små gøre hvad der bliver sagt, ligegyldigt hvor idiotisk det end bekommer dem. Det må være en meget mærkelig oplevelse at være barn i Danmark i dag.
Den udvikling vores samfund har gennemgået de sidste ca. 200 år, har været kendetegnet af at flere og flere mennesker har fået indflydelse på deres liv, herunder også politisk indflydelse, og dermed indflydelse på deres medmenneskers liv også. Vi har for det første fået demokrati i stedet for kongedømme, og demokratiet er stadig blevet udviklet, og i dag diskuteres det om valgretsalderen skal sættes ned til 16 år. Nu skal man jo passe ikke at begå en fejl a la den med storken og babyerne, men umiddelbart virker det ikke til, at det at give flere og flere mennesker indflydelse på deres eget og andres liv, har resulteret i noget der skulle kunne give anledning til den tilsyneladende nervøsitet der er forbundet med at lade børn bestemme over sig selv. Så man må spørge; hvorfor byder vi vores børn disse forhold? Hvad er vi så bange for?
Vi har lige fået en ny regering, der som noget af det første har hævet den kriminelle lavalder til 15 år, og som efterfølgende stolt har udtalt "I Danmark sætter vi nu ikke længere børn i fængsel". Men den ovenfor skitserede skole minder sgu lidt om det
mandag den 9. januar 2012
Læreruddannet eller ej
Igennem min tid som professionel i folkeskolen, har jeg konstant mødt snak om min manglende læreruddannelse. Jeg er universitetsuddannet, og har skrevet speciale om uro i skoleklasser, og har modtaget en ordentligt spandfuld efteruddannelse indenfor særligt AKT-området, men på trods af det, er min manglende læreruddannelse også det min nye leder først spørger ind til, da jeg har møde med hende i maj i år. Hvorfor er det så vigtigt med den der læreruddannelse? Kan man ikke være en dygtig lærer uden? Ja, det er faktisk et helt åbent spørgsmål, fordi jeg mener ikke at jeg, når jeg tænker tilbage på hvilke kolleger jeg betragter som dygtigst igennem mine år på denne side af katederet, at det først og fremmest er læreruddannelse eller ej der er den vigtigste faktor.
Der er for mig at se tre problemer med konsekvent at forfordele de ikke-læreruddannede lærere:
1) For det første ligger der ikke i læreruddannelsen en bestemt optik eller filosofi. Det er meget forskelligt hvordan man forholder sig til sit arbejde, også blandt læreruddannede. Der er mange lærere som agerer meget protektionistisk, sådan som man også ser det hos politiet, i forsvaret, hos lægestanden o.a. grupper af professionelle, når de bliver kritiseret. F.eks. i forbindelse med forældresamarbejdet og det tværkollegiale samarbejde med pædagoger. Også i Danmarks Lærerforening ses dette, som det senest kom til udtryk på kongressen i september, hvor man fra DFLs side gjorde det klart, at det er læreruddannede der bør undervise, og ikke andre, især ikke pædagoger. Det ser jeg som en klar konsekvens af at arbejde indenfor et uddannelsesmæssigt meget én-strenget felt.
Denne protektionisme står i modsætning til en nysgerrighed overfor andre synsvinkler (elevens f.eks.) og måder at tænke skole og undervisning på. Det at forholde sig åbent og at kunne reflektere over sin egen praksis er for mig at se en helt afgørende faktor. På skolen Sputnik i København sætter de det højest. I følge Allan Simonsen, som jeg har haft glæden af at blive undervist i det han kalder "Gennembrudspædagogik", er den vigtigste egenskab for en lærer på hans skole, at vedkommende kan reflektere over sin egen praksis.
2) Et andet problem er selve læreruddannelsen. Min egen personlige erfaring er, at f.eks. pædagoger er meget bedre til konflikthåndtering, og at mange lærere ikke har styr på klasseledelse. En del aner simpelthen ikke hvad de skal stille op med uinteresserede, urolige elever. Og det gælder også, eller måske især, nyuddannede lærere, som kommer frisk fra seminarierne. Dem der kan få "ro i klassen", anvender ofte uden blussel sanktioner og skæld ud som det eneste værktøj. Jeg har ofte tænkt hvad der egentlig foregår på seminarierne, for forberedt på det arbejde de kommer ud og får, virker de nyuddannede ofte ikke. Dette viser Andreas Rasch-Christensens Ph.d afhandling fra 2010 også, og han konkluderer i en artikel fra information, at "Problemet opstår, når de lærerstuderende møder eleverne. Så reflekterer de ud fra deres eget elevperspektiv frem for ud fra deres lærerperspektiv.". Så de lærer-uddannede bruger slet ikke læreruddannelsen, når de underviser. Ok, det er selvfølgelig sat på spidsen, men det er vel trods alt ikke et indlæg der gør det nemt at forsvare, at læreruddannede per se er bedre lærere end ikke-læreruddannede.
3) Det at kræve at ansøgere til stillinger i folkeskolen har læreruddannelsen, er at sætte en blokering op, som risikerer at udelukke folk der ville være gode lærere. Hvis man forestiller sig en organisation med et eller andet sigte, så har man jo som oftest en ledelse der har nogle ideer om hvordan man når sine mål. Ved at udnævne læreruddannelsen til et must for at kunne praktisere undervisning, giver man skoleledelsen en begrænsning, der gør det sværere for dem at nå deres mål. Og så skaber det et indre skel blandt de ansatte, mellem de med læreruddannnelsen og dem uden.
Der er for mig at se tre problemer med konsekvent at forfordele de ikke-læreruddannede lærere:
1) For det første ligger der ikke i læreruddannelsen en bestemt optik eller filosofi. Det er meget forskelligt hvordan man forholder sig til sit arbejde, også blandt læreruddannede. Der er mange lærere som agerer meget protektionistisk, sådan som man også ser det hos politiet, i forsvaret, hos lægestanden o.a. grupper af professionelle, når de bliver kritiseret. F.eks. i forbindelse med forældresamarbejdet og det tværkollegiale samarbejde med pædagoger. Også i Danmarks Lærerforening ses dette, som det senest kom til udtryk på kongressen i september, hvor man fra DFLs side gjorde det klart, at det er læreruddannede der bør undervise, og ikke andre, især ikke pædagoger. Det ser jeg som en klar konsekvens af at arbejde indenfor et uddannelsesmæssigt meget én-strenget felt.
Denne protektionisme står i modsætning til en nysgerrighed overfor andre synsvinkler (elevens f.eks.) og måder at tænke skole og undervisning på. Det at forholde sig åbent og at kunne reflektere over sin egen praksis er for mig at se en helt afgørende faktor. På skolen Sputnik i København sætter de det højest. I følge Allan Simonsen, som jeg har haft glæden af at blive undervist i det han kalder "Gennembrudspædagogik", er den vigtigste egenskab for en lærer på hans skole, at vedkommende kan reflektere over sin egen praksis.
2) Et andet problem er selve læreruddannelsen. Min egen personlige erfaring er, at f.eks. pædagoger er meget bedre til konflikthåndtering, og at mange lærere ikke har styr på klasseledelse. En del aner simpelthen ikke hvad de skal stille op med uinteresserede, urolige elever. Og det gælder også, eller måske især, nyuddannede lærere, som kommer frisk fra seminarierne. Dem der kan få "ro i klassen", anvender ofte uden blussel sanktioner og skæld ud som det eneste værktøj. Jeg har ofte tænkt hvad der egentlig foregår på seminarierne, for forberedt på det arbejde de kommer ud og får, virker de nyuddannede ofte ikke. Dette viser Andreas Rasch-Christensens Ph.d afhandling fra 2010 også, og han konkluderer i en artikel fra information, at "Problemet opstår, når de lærerstuderende møder eleverne. Så reflekterer de ud fra deres eget elevperspektiv frem for ud fra deres lærerperspektiv.". Så de lærer-uddannede bruger slet ikke læreruddannelsen, når de underviser. Ok, det er selvfølgelig sat på spidsen, men det er vel trods alt ikke et indlæg der gør det nemt at forsvare, at læreruddannede per se er bedre lærere end ikke-læreruddannede.
3) Det at kræve at ansøgere til stillinger i folkeskolen har læreruddannelsen, er at sætte en blokering op, som risikerer at udelukke folk der ville være gode lærere. Hvis man forestiller sig en organisation med et eller andet sigte, så har man jo som oftest en ledelse der har nogle ideer om hvordan man når sine mål. Ved at udnævne læreruddannelsen til et must for at kunne praktisere undervisning, giver man skoleledelsen en begrænsning, der gør det sværere for dem at nå deres mål. Og så skaber det et indre skel blandt de ansatte, mellem de med læreruddannnelsen og dem uden.
Noter:
Allan Simonsen fortalte mig under et kursus i efteråret 2008 om hans syn på hvad man skal kunne på hans skole
Læs artiklen fra information her: http://www.information.dk/238967
Allan Simonsen fortalte mig under et kursus i efteråret 2008 om hans syn på hvad man skal kunne på hans skole
Læs artiklen fra information her: http://www.information.dk/238967
tirsdag den 20. december 2011
Historie og danskhed
Der har været meget snak om danske værdier igennem de sidste mange år, og historiefaget (og andre fag) har været genstand for
en kulturpolitisk diskussion om hvorvidt vi skal have særligt fokus på dansk historie, og i givet fald hvordan og hvor meget. Også kristendomskundskabssfaget har været debatteret livligt, og navnligt har snakken om det skal hedde kristendomskundskab eller religion fået liv i kludende. Særligt Dansk Folkeparti har været fortaler for et særligt fokus på hvad der gør os danske, og for at det skal fylde særlig meget i skolen, og navnligt i historiefaget. I følge en artikel fra Kristeligt Dagblad fra 17/9 2010 mener DF at "Dansk kulturhistorie skal have en mere fremtrædende plads i folkeskolen", og at "folkeskolelærere [skal] efteruddannes i dansk historie og danske værdier ..."1. Lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet Claus Haas skriver ifølge folkeskolen.dk at "politikerne vil ensrette den måde, vi tænker om historie på. De vil have, at alle borgere i Danmark kender en historie, der underbygger den nationale kultur, som Bertel Haarder og Søren Krarup føler sig som en del af."2.
Men hvorfor er det så vigtigt, det med at være danske? Hvad betyder nationalitet egentlig? Jeg personligt føler at jeg har væsentligt mere til fælles med centrum-venstre orienterede fra andre lande, end jeg har med f.eks Søren Krarup og Bertel Haarder. Jovist, vi er danskere, og holder med det samme landshold osv, og vi er vel også en del af et kulturfællesskab som handler om menneskerettigheder og demokrati. Men disse værdier er vel ikke danske, hverken forstået som at de kun er særligt udbredte i Danmark (måske kan vi tale om den vestlige verden i så fald), men de er vel heller ikke danske som at vi ejer dem. Hvis vi har nogle værdier til fælles gælder det vel om at få disse til at brede sig til resten af verden, fremfor at beskytte dem fra selvsamme verden, og netop det at møde andre kulturer bliver således en mulighed for at gøre en forskel i forhold til de mennesker der ikke nyder samme tolerance og frihed som vi gør.
Måske handler det om at have en fælles referenceramme. For at vi skal kunne tale sammen, er vi nødt til at forstå nogenlunde ensartet hvad ordene betyder. Men en sådan praktisk teknikalitet burde da ikke kunne få folk til at føle en form for kollektiv angst ved at miste det. Eller hvad? Måske er det noget med at man er bange for ikke at blive forstået. Og kan man dermed ikke også se globaliseringen som en mulighed for at bevæge os væk fra nationaliteten som sammenhængsskabende kraft, og udnytte f.eks de digitale platforme til at skabe nye fællesskaber, som i højere grad end det nationale er selvvalgte?
1) http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/380890:Danmark--DF--Laerere-skal-efteruddannes-i-dansk-kultur
2) http://videnskab.dk/kultur-samfund/folkeskolen-skal-gore-os-nationale
en kulturpolitisk diskussion om hvorvidt vi skal have særligt fokus på dansk historie, og i givet fald hvordan og hvor meget. Også kristendomskundskabssfaget har været debatteret livligt, og navnligt har snakken om det skal hedde kristendomskundskab eller religion fået liv i kludende. Særligt Dansk Folkeparti har været fortaler for et særligt fokus på hvad der gør os danske, og for at det skal fylde særlig meget i skolen, og navnligt i historiefaget. I følge en artikel fra Kristeligt Dagblad fra 17/9 2010 mener DF at "Dansk kulturhistorie skal have en mere fremtrædende plads i folkeskolen", og at "folkeskolelærere [skal] efteruddannes i dansk historie og danske værdier ..."1. Lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet Claus Haas skriver ifølge folkeskolen.dk at "politikerne vil ensrette den måde, vi tænker om historie på. De vil have, at alle borgere i Danmark kender en historie, der underbygger den nationale kultur, som Bertel Haarder og Søren Krarup føler sig som en del af."2.
Men hvorfor er det så vigtigt, det med at være danske? Hvad betyder nationalitet egentlig? Jeg personligt føler at jeg har væsentligt mere til fælles med centrum-venstre orienterede fra andre lande, end jeg har med f.eks Søren Krarup og Bertel Haarder. Jovist, vi er danskere, og holder med det samme landshold osv, og vi er vel også en del af et kulturfællesskab som handler om menneskerettigheder og demokrati. Men disse værdier er vel ikke danske, hverken forstået som at de kun er særligt udbredte i Danmark (måske kan vi tale om den vestlige verden i så fald), men de er vel heller ikke danske som at vi ejer dem. Hvis vi har nogle værdier til fælles gælder det vel om at få disse til at brede sig til resten af verden, fremfor at beskytte dem fra selvsamme verden, og netop det at møde andre kulturer bliver således en mulighed for at gøre en forskel i forhold til de mennesker der ikke nyder samme tolerance og frihed som vi gør.
Måske handler det om at have en fælles referenceramme. For at vi skal kunne tale sammen, er vi nødt til at forstå nogenlunde ensartet hvad ordene betyder. Men en sådan praktisk teknikalitet burde da ikke kunne få folk til at føle en form for kollektiv angst ved at miste det. Eller hvad? Måske er det noget med at man er bange for ikke at blive forstået. Og kan man dermed ikke også se globaliseringen som en mulighed for at bevæge os væk fra nationaliteten som sammenhængsskabende kraft, og udnytte f.eks de digitale platforme til at skabe nye fællesskaber, som i højere grad end det nationale er selvvalgte?
1) http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/380890:Danmark--DF--Laerere-skal-efteruddannes-i-dansk-kultur
2) http://videnskab.dk/kultur-samfund/folkeskolen-skal-gore-os-nationale
Abonner på:
Opslag (Atom)